hajforfang

Enkle hajforfang

Glem alt om forfang, der består af kæde. Det er kun på film, det er nødvendigt. Forfang lavet af snoet stålwire er heller ikke særlig godt. Det kan godt være, at erhvervsfiskerne, der har fisket målrettet efter hajer i årevis, har brugt snoet stålwire, men det betyder ikke nødvendigvis, at det
er det bedste. Økonomi, håndterbarhed og tradition spiller en stor rolle, og med flere hundrede eller tusinde kroge spiller det ikke den store rolle,
om der mistes en fisk eller to.

Udfordringen ved hajfiskeri er selvfølgelig først og fremmest, at de kan blive store og har et frygtindgydende tandsæt, der vil gøre selv alle gedders
moder endnu mere grøn af misundelse! Derudover er hajer som hovedregel pakket ind i sandpapir med forskellig kornstørrelse, og da de samtidig ynder
at rulle sig selv op ad forfanget, når de er kroget, er der gode muligheder for, at de enten med gebisset eller kroppen får raspet forfanget over.

Snoet wire bliver ofte bidt over/knækket, idet hajens tænder har forholdsvis nemt ved at få fat i wiren. Hvis wiren er plastovertrukken, bliver det
endnu lettere for hajerne at holde fast på wiren, og chancen for, at wiren knækker, er dermed større.

Det moderne hajforfang
…kan du selv lave forholdsvis enkelt: Køb noget rustfri pianotråd med en brudstyrke på ca. 200 pund. (Det er nogenlunde det samme, som der sidder
på din ostehøvl – bare lidt tykkere). Klip et stykke på ca. 60 cm af og bøj et øje i den ene ende. I den modsatte ende monterer du en cirkelkrog i en passende størrelse efter den forventede fangst. Husk at selv forholdsvis små cirkelkroge kan holde til det meste af det, du kan forvente at komme i nærkontakt med.

Øjerne i hver ende laver du som en såkaldt “Haywire twist”, og lad tre-fire cmwire stikke ud, når du har lavet nogle pæne tætte snoninger. Det overskydende skal bruges til at knække sig selv af helt inde ved snoningerne. Undlad at klippe pianotråden over. Det giver nogle grimme skarpe kanter, der kan skade hovedlinen eller den øvrige del af forfanget. Bøj wirestumpen fra side til side, til den knækker af sig selv.

Nu skulle du gerne stå med ca. 50 cm pianotråd med et øje i den ene ende og en cirkelkrog i den anden. Alt efter om du fiske fra småbåd eller turbåd,
tager du tre til fem meter 200-300 lbs. nylon. (Hvis du er rig, kan du også bruge fluorocarbon, men det er ikke nødvendigt). Ved hjælp af en crimp eller en ordentlig knude binder du nylon og tråd sammen, og i den modsatte ende kan du passende sætte en (kugleleje)-svirvel af god kvalitet af samme eller større brudstyrke som nylonen.

Funktionsdygtigt forfang
I praksis fungerer forfanget på følgende måde:  Det yderste stykke pianotråd er beregnet til, at hajen kan gnaske i det, uden det knækker eller bliver bidt over. Cirkelkrogen gør hele molevitten nærmest selvkrogende, og du behøver ikke at lave nogen former for modhug. Modstanden fra ballonen, eller hvad du nu bruger som flåd, er rigeligt til at kroge fisken.
Ved at bruge cirkelkroge undgår du, at hajen stikker sig på krogen, hvis den smager på agnen, og du undgår også dybe krogninger. Derfor er det nok med 50 cm tråd. Nylonforfanget er der for at kunne klare en haj, der ruller op ad forfanget. Så er der rigeligt at raspe af, inden hajen er ved bådsiden.
Fisker du fra småbåd, er tre meter nylon nok, og fisker du fra en turbåd, hvor der kan være et stykke fra rælingen til vandoverfladen, kan du lave
forfangene længere. Husk IGFAs regler omkring forfang, hvis du fisker efter en rekordfisk.
Et par solide handsker fuldender udstyret, således at skipper eller din kammerat kan gribe fat om nylonen og trække fisken det sidste stykke hen til båden.

Som en lille krølle på historien kan jeg nævne, at jeg har fanget flere hajer over 100 kg på rene fluorocarbonforfang, uden at det har kostet andet
end et ødelagt forfang. Jeg har også mistet flere hajer, der let og elegant har klippet fluorocarbonen over. Derfor har jeg altid et hajforfang, lavet
på samme måde som beskrevet ovenfor, liggende klar, hvis der skulle komme en sulten haj forbi. Så kan jeg som regel nå at evakuere de dyre fluorocarbonforfang og give hajen en lærestreg, inden den bliver genudsat.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Nyheder




Tips & Guides
Lystfisker artikler til dig
setup

Bait Finesse System – UL fiskeri med multihjul

havørred limfjorden
Diverse

Ministeropfordring: Tag ud og fisk

lystfiskeri-groenland
Diverse

Fisketur på Grønland i -25 grader




Måske du har lyst til at læse