Ægte fiskelykke!

Tirsdag aften afholdt Hove sin store finale som kulminationen på 6 indledende heats. Her var udsat store fisk til dagen, men til min store ærgelse havde jeg ikke kvalificeret mig. Det havde flere af mine fiskekammerater til gengæld. Da konkurrencen var slut blev jeg ringet op af en meget glad Bilal der havde vundet med en fisk på 5,38 kg og ellers en besked om svært fiskeri, hvor de store fisk ikke ville lege med. Det så vi som en ekstra udfordring og vi blev enige om en tur dagen efter. Da jeg ankom på parkeringspladsen kl.0730 var jeg langt fra ene om at ville fange en af de store bamser. Her holdt allerede 12 biler. Jeg hoppede i vadersne og begav mig ned til søen. Her var flere af de sjællandske DM fiskere allerede igang med at fiske på livet løs. Det kan man næppe klandre dem, da Hove uden tvivl var et rigtig fornuftigt bud på en stor fisk. Jeg startede fiskeriet med en gennemløber, akkurat som jeg plejer, men der skulle gå lang tid før der skete noget. Timerne gik, og de 20 lystfiskere havde landet 6-7 ørreder tilsammen op af formiddagen og ingen over 5 kg. Gode råd var nu dyre. Jeg havde haft en enkelt stor fisk på et kort øjeblik, men det stod hurtigt af efter et enkelt rusk med hovedet. Jeg foreslog Bilal at vi lejede en jolle så vi kunne fiske de jomfrulige steder man umuligt kan nå fra land eller fra flydebroerne. Tanken og fisk der bare puttede sig langt ude i suppen gav Bilal blod på tanden og vi hoppede om bord på “Berta” og begav os ud på søen. Efter lidt tid så vi et par trækkende fisk og jeg smed atter en god fisk der rev sig fri af gennemløberen. Ak, det var -på godt jydsk- træls! Bilal fangede en flot 4 kgs i et lille hjørne med siv og det gav atter tro på sagerne. Fluestangen blev fundet frem med tanken om at de svære og selektive fisk måske skulle have en lille flue fremfor en vuggende gennemløber. Jeg havde ret! Men ak ak ak, endnu engang lykkedes det mig at flå krogen ud af munden på en fisk, og her var tale om en fisk over 6 kg, øv! Tiden gik og 5 timer i båden var slut og vi begav os over mod broen med vores grej på. Jeg havde egentligt givet op efter 11 timers fiskeri med få lyspunkter da Bilal lokkede mig til at blive en halv time mere. Der skulle kun gå 5 minutter, så kom der to store fisk trækkende godt 20 meter fra broen vi stod på og vi aftalte at jeg forsøgte på den bagerste og Bilal på den forreste. Min gennemløber landede et godt stykke foran fisken og jeg begyndte at spinne ind. Da jeg nærmede mig fiskens bane kunne jeg hurtigt se at fisken havde fået øje på blinket da den satte farten op. I et splitsekund troede jeg at fisken var væk, indtil mit blink pludselig blev standset brat og jeg gav modhug! Fisken eksploderede i overfladen og spænede afsted! YES, endelig lykkedes det at kroge en god fisk, nu skulle den så lige fightes træt og i nettet, og det skulle vise sig at blive yderst nervepirrende. Fisken var bumstærk og borede sig igen og igen ned mod bunden og ind under broen vi stod på og kom faretruende tæt på jernkæderne der holder broen på plads. Til sidst lykkedes det at få fisken op i overfladen og den blev nettet i første forsøg. Hvilken lykke! I nettet lå en stor fisk med de smukkeste prikker og gispede. Sikke en fantastisk afslutning på en lang, solrig og dejlig fiskedag!

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse