Brødspisende græskarpe

Det er efterhånden blevet til en håndfuld sats efter en af de helt store græskarper, men de er alle endt uden resultat. Jeg valgte derfor at spørge nogle venner til råds omkring et vand med lidt flere, men mindre fisk, som måske stadigvæk var realistisk at få i tale, trods den dalende vandtemperatur. Jeg holdt derfor grundigt øje med vejret og håbede på en nogenlunde vindstille dag med høj sol, så de måske kunne lokkes til at tage brød på overfladen. Heldigvis faldt en sådan dag netop på en fridag i start oktober og jeg smuttede derfor mod søen bevæbnet med toastbrød, polbriller samt en stang rigget til med en let controller. Jeg startede med at smide lidt brød ud forskellige steder i søen, men den virkede godt nok helt tom for fisk. Efter 15 min var jeg lige ved at smutte hjem igen, men så helt ud af ingenting kom en håndfuld græskarper cruisende ud af sivene og efter yderligere 10 min var de igang med at spise toastbrød fra overfladen. Jeg kastede forsigtigt min agn ud i nærheden af græskarperne, men undlod at kaste direkte ud til dem, da det ofte skræmmer mere end det gavner. Det handler ganske enkelt om at forudsige, hvor de er på vej hen og så placere agnen i det område. Om der var tale om erfaring eller det pure svineheld er uvist, men efter få minutter blev min brødklump indhaleret og årets første græskarpe var pludselig en realitet.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse