Debuttur til Pedersborg sø.

Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for at prøve karperne i Pedersborg sø, der burde være basis for en forårskarpe eller to med de fine vejr det har været de forgangne uger. Jeg ankom til søen torsdag den 15. april og planen var at jeg skulle fiske to overnatninger.
Da det var min første tur til vandet havde jeg brugt lidt tid med at kigge på luftfoto, dybdekort og vejrudsigten hjemme ved pc’en, så jeg havde en ide om forholdene inden jeg tog af sted. Velankommet til søen brugte jeg en lille times tid på at gå en tur omkring søen, for at finde en fiskeplads. Jeg valgte at slå mig ned på en plads hvor jeg kunne sidde med vinden i ryggen og fiske ned langs nogle siv som havde været eksponeret for solen det meste af dagen, der måtte bare være fisk der. Jeg valgte at fisk to stænger til et par huller i sivene, og en stang på lidt dybere vand ”ude i suppen”.
Hen under aften blev taklerne lagt om med en lille fodring og friske agn for natten. Det var stort set lige blevet mørkt da en karpe forsøgte at stikke af med et af taklerne som lå langs sivene, resultatet blev en kortvarig fight inden jeg havde en fin spejlkarpe på land. Vægten viste 10,6 kg og længden 70 cm, det var min første tur til søen så en bedre start kan man vist ikke forlange. Agnen var en Seedstorm pop-up fra CC-Moore.
Resten af turen gav ikke noget, udover en kærkommen mulighed for at nyde solskinnet og få lidt kulør i de vinterblege kinder.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse