God start på året!

Årets anden tur blev en realitet. Vi tog af sted kl. 10 og var lidt spændte på om der ville være lige så dødt i åen som sidste uge, hvor vi fiskede forgæves i to timer.

Vi ankom omkring kl. 11 og fik rigget til med quiverstænger og fodret op på de vante pladser. Efter en time uden nogen form for aktivitet prøvede vi at bevæge os lidt rundt, men vi mærkede aldrig fisk. Vi kom i snak med en lokal, som fiskede efter aborrer, og han fortalte, at der var godt med rimter og store skaller længere oppe i åen. Fedt nok, tænkte vi og kørte bilen længere opstrøms.

Da vi ankom var forholdene fine: Ingen vind og dejligt klart forårsvejr. Jeg startede med quiver monteret med feeder og majs/orm og fik hurtigt gang i pladsen. I andet kast kunne jeg lande en super flot skalle på 600g. Årets første fisk og en rigtig fin én af slagsen. Det virkede som om der var fint gang i pladsen, og skallerne havde en imponerende snitvægt på omkring halvkiloet.

Der var lige mange skaller og rimter på pladsen, og selvom der aldrig kom rigtig godt gang i pladsen, gik der aldrig en halv time uden fisk. Fiskeriet stoppede klokken 17, hvorefter vi fik talt og vejet fisk. Mit keepnet vejede 12,4 kg., med to rimter over kiloet og fire skaller på 600g+. Den største gråskalle vejede 650g.

Da vi kom hen til bilen var den punkteret på højre bagdæk, men det lykkedes os at skifte dæk i løbet af ti minutter, og så gik turen ellers hjemad. En fantastisk dag ved åen, hvor vi endelig fik gang i fiskeriet efter store brakvandsskaller.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse