20. August var Thoke og jeg på en aftentur efter karusser. Vi var klar med foder ved 17 tiden og efter 1,5 times fiskeri med rigtig mange bobler på og omkring pladsen fik vi endelig den første karusse i landingsnettet. Thoke fiskede som altid take apart og jeg fiskede med min pole, der er monteret med elastik indeni, så den kan håndtere de lidt større fisk. Fiskene var generelt meget sky denne aften, og vi havde mange hug, hvor flådet nåede at dykke og komme op igen, før man kunne nå at reagere. Det var meget frustrerende, og efter at have bommet 4 hug i træk, blev vi enige om at skifte taktik. Mindre krog, mindre flåd og mindre line diameter – kort sagt blev det hele dimensioneret ned. Især den tyndere line var vi meget nervøse for, da det er lidt spændende at fiske karusser på en stang uden hjul og med 0,10 mm. line. Herefter gik det lidt bedre, og vi fik en fisk for hvert 3 hug. Fiskene lå alle lige over kiloet og det tog tid lang tid at fighte hver fisk, på det lette grej. Omkring midnat fik jeg kroget endnu et hug, og en tung fisk trak elastikken langt ud af stangtoppen, noget længere end jeg brød mig om. Efter at fisken havde gået tungt rundt ved bunden af søen i et godt stykke tid, kom den kort i overfladen inde foran, og i lyset fra pandelamperne kunne vi se, at det var en rigtig god fisk. Fisken trak endnu engang ud i søen og testede lige grejet én gang til. Endelig gav fisken op, og Thoke kunne sikkert nette en super flot karusse på 1,82 kg. og en længde på 48 cm.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse