find forsikring

Massiv 1. maj karusse

Efter Lasses super starttur var vi hurtigt klar til en tur igen. Vi var dog klar over, at fiskene langtfra var i topform, så et par fisk var målet. Veloplagte var vi ved vandet kl. 4.45 og kom hurtigt til pladsen pga. den lette oppakning. Vi fiskede i dag med to flådstænger & derudover havde vi en enkelt bonusstang med, som vi lagde ud. Den startede vi med at agne med gummimajs og alm. majs samt en dynamite stick med foder. Dernæst målte vi dybde, fik fodret og var klar. Jeg havde dog lige lidt problemer med finjusteringen af mit flåd, men til sidst blev jeg også klar.

Kort efter at være startet hylede bundstangen! Jeg røg derover, men mistede fisken efter lidt tid. Slukøret måtte vi agne om og Lasse placerede på ny tacklet. Der gik dog ikke længe før jeg fik chancen på bundstangen igen. Denne gang blev fisken på og kort efter var årets første karusse på land for mit vedkommende. En fin fisk på 1250g. Humøret var opadgående. Ikke længe efter kørte bundstangen igen og det var Lasses tur til en hurtig spurt. Fisken kom hurtigt ind mod os og vi fik hurtigt spottet at det var en fin guldfisk på 840g. Rart at se at de stadig er i live! Bundstangen var virkelig i hopla i dag og der gik ikke længe før de næste hug kom. Igen missede jeg et hug og Lasse mente, at det var fordi jeg gav modhug i stedet for bare at stramme op. Det tog jeg til efterretning og oplevede faktisk ikke at miste flere fisk bortset fra en, der smuttede pga. en udrettet krog. Derfor fik jeg kroget næste hug, og det var endnu en fin lille karusse (slørhale) på 990g.

Nu begyndte der også at være en smule aktivitet på flådpladsen. Jeg havde et par små bobler inde på pladsen, og i det samme jeg kom på kollisionskurs medl dem var der interesse for majsen. Et kort dyk efterfulgt af et løft, og så var jeg spændt for en hidsig fisk. De hurtige ture ud til siderne bekræftede mistanken om en suder og det viste sig at være rigtigt. En fin lille fisk og årets første suder. Altid dejligt! Ikke lang tid efter var mit flåd på vej sidelæns under og heldigvis for mig fik Lasse advaret mig, da jeg var lidt ukoncentreret. Jeg fik kroget fisken, der kæmpede mere karusseagtigt og Lasse kunne kort efter nette en lækker karusse på 1410g. Den var kun kroget i en lille hudflap uden på munden. Dejligt med årets første flådfangede karusse.

Men bundstangen var i en klasse for sig. Kort efter måtte Lasse fighte en suder ind og et kvarter efter fik jeg et hug jeg dog mistede tæt på land, da str. 8 Wide Gape krogen var udrettet. Vi tog konsekvensen og valgte et forfang med en str. 6 Wide Gape i stedet. Efter at rigget havde ligget ude et stykke tid uden aktivitet (måske pga. vi kun fiskede med gummimajs?) tog vi det op og måtte kort efter tage det op igen da vi havde glemt at sætte et bb bly på forfanget til at indstille pop up dybden. Derefter gik der kun kort tid før vi igen havde run, og vi kunne nette en flot karusse på 1300g, der var højrygget og havde en flot skælsætning. Det var som om Lasse havde en lille suderforbandelse for næste gang bundstangen kørte var det igen en suder, der havde snuppet agnen.

Der var sporadisk aktivitet på flådpladsen, men vi fik kun enkelte forsigtige hug og pladsen producerede ikke flere fisk. Heldigvis havde vi bundstangen og den hylede igen på opmærksomhed. Jeg var hurtigt ved den og fisken, jeg fik kroget, virkede tung og lidt doven. Måske en god karusse tænkte vi inden den dukkede op ved bredden, og Lasse nettede den med det samme. Ikke nogen dårlig fisk blev vi enige om, og da vi målte den til 40 cm mente vi, at den godt kunne klemme sig over halvandet kilo. Og det var den – langt over! Den kompakte bodybuilderfisk trak vægten ned på 1820g. Sikke en fisk! Det var sgu vildt!

Lasse mistede en suder inde foran os på bundstangen, men fik kort efter endelig en fin karusse på 1250g. Kl. 11.30 sluttede vi en dejlig tur.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse