find forsikring

Min første havkat

Vi var en flok, der havde valgt at tilbringe en del af pinsen ombord på det gode skib Mølboen for at se om der ikke skulle være et par torsk at fange ude på Revet. Vejret var helt fantastisk og Nordsøen viste sig fra sin bedste side, så optimismen var stor. Som dagen skred frem havde vi fanget en del torsk op til 5-7 kg, men også en håndfuld langer og et par enkelte sej. Det var meningen at vi skulle have været afsted dagen efter, men vejrudsigten meldte om kraftig vind, så skipper Kaj “Klemme” besluttede i stedet at vi tog en lang dag – og tak for det! På vejen hjem mente Kaj nemlig at vi skulle besøge nogle vrag for at se om der skulle være et par langer at fange. Min pirk fik dog fat i bunden på det andet vrag og jeg hev og sled i min stang i et par minutter, for at få pirken fri, men uden held. Derfor var jeg forholdsvis irriteret, da jeg viklede snøren om en pind for at springe linen. Irritationen blev dog hurtigt erstattet af vild panik, for efter at have rykket lidt i linen kunne jeg mærke at der virkeligt var en fisk i den anden ende! Heldigvis var den ikke hoppet af pirken mens jeg fumlede rundt med pind og stang, og jeg kunne derfor efter en del pumpen, til min og resten af bådens store overraskelse, se en kæmpe havkat komme op fra dybet. Jeg blev da også lidt paf da medhjælperen på Mølboen kunne oplyse mig at min allerførste havkat havde fået vægten op på 9,5 kg! Det var den helt perfekte afslutning på en kanon dag på Revet og jeg kan ikke vente med at komme afsted igen, selvom jeg nok ikke sætter personlig rekord i havkat lige foreløbig 😉

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse