find forsikring
kulmuleartikel_frank_sjogreen

Fiske Avisen Explorer – på kulmuletur!

Jeg havde fornøjelsen den 12. juli at blive inviteret på kulmuletur af skipper Per Jensen fra M/S Bodil fra Thyborøn. En invitation, jeg ikke kunne sige nej til, da kulmulen er en meget speciel fisk, der sjældent fanges af lystfiskere, men ofte af erhvervsfiskere.


Kulmulen træffes i Nordsøen, når makrellen er der, så fra slut maj til slut september er der rigtig gode chancer for at fange kulmuler – hvis man altså fisker rigtigt efter dem!

Kulmulen har sikkert fået sit navn efter, at dens mund og munddele er næsten sorte som kul. Og fisken, der vel nærmest kan betegnes som en blanding af en makrel og en torsk, er uden skægtråde, langstrakt som sejen med sølvskinnende sider og en mund, som nærmest minder om hajens med sylespidse, trekantede tænder, der kan skydes ud af munden og totalt flænse byttet, der primært består af makrel – og i værste fald – en uheldig lystfiskers hånd! Når kulmulen er landet, skal man i alle tilfælde have stor respekt for de skarpe tænder, der meget let skærer sig gennem hud og det, der er værre.

Kulmulen kan opnå en længde på op til ca. 120 cm og ca. 10 kg, men fisk på mellem 1½ og 5 kilo er mest almindelige. Kødet er utroligt velsmagende og falder nærmest af i flager efter tilberedning. Fisken er meget letfordærvelig, og den skal derfor renses og køles ned hurtigst muligt efter fangst. Den er en ivrig natjæger og jager i mørket efter makrellerne, der optræder i enorme stimer på denne årstid. Det er dog i dagtimerne, kulmulen jagtes af lystfiskerne, og her opholder den sig forholdsvis passivt, så der skal lokkes godt for at få den til at bide.

Skipper Per Jensen på M/S Bodil er en person, der brænder for lystfiskeri, og han går ofte utraditionelle veje for at fange andre arter end de torsk, som de fleste tager på Nordsøen efter. Således har hans båd adskillige specielle arter som bl.a. havtaske, sildehaj, grønlandshaj og flere andre hajarter på samvittigheden!

Sejlture til Norge, Den Engelske Kanal og andre eksotiske steder er derfor ikke ualmindelige for Per og båden.

Torsdag morgen kl. 2 kørte jeg fra Ikast og mødtes med holdet fra TV Midt-Vest, som skulle med på turen ved 4.30-tiden på kajen i Thyborøn. Otte andre lystfiskere havde for længst rigget op og var gået under dæk for at få lidt søvn, inden der skulle fiskes. Jeg havde to dage før fået en rigtig omgang forkølelse med halsbetændelse, så jeg var ikke lige helt på dupperne, men 19 timers fiskeri efter en art, jeg aldrig havde fanget før, skulle ikke glippe!

Vi afsejlede kl. 5 efter at have købt lidt ekstra grej i skippers grejbutik på havnen, og tre timer efter var vi på pladsen. Vejret var super med næsten ingen vind og bølger.

Per er pioner på kulmulefiskeriet herude, og hvor andre både kun meget sjældent og rent tilfældigt fanger en enkelt fisk, så fanger Per næsten altid flere fisk på hver eneste tur.

Kulmulerne hugger nemlig ikke på pirke, som torsk og langer. De skal lokkes til hug med makrelfileter, sildefileter eller hornfiskestrimler. Makrel er topagn.
Langt hovedparten af kulmulerne blev fanget på efterhængere. Det vil sige, at pirkens trekrog var fjernet, og at der i stedet var bundet ½ meter 1,0 mm line i enden, hvorpå der sad en eller to enkeltkroge str. 3/0-6/0, eventuelt med en sprutte på. Herpå satte man en fed makrelfilet eller en hel mindre makrel. Herefter var det bare at smide agnene ned på bunden, når skipper ringede os ned – oftest på grusbund, og så skulle man ellers bare trække agnen langsomt hen over bunden, til man fik hug.

Metoden gav naturligvis en del ”fejlhug”, da andre fiskearter også lod sig friste af de mange velduftende agn, og blandt fangsterne var bl.a. en masse torsk, langer, grå knurhaner og sågar en flot havkat på knap 5 kilo!

Kulmulen huggede ofte med små ryk som en mindre torsk, og så skulle den lige have tid til at sluge agnen et par sekunder. Derefter var det bare at give et godt tilslag og trække de velfightende fisk op til gafning. På båden blev der de første mange timer fanget i alt 10 kulmuler, hvoraf Morten, min fiskekammerat fra TV, fik to omkring 2 kilo, og jeg selv fik en på 86 cm og 4,2 kg. Det var således ikke alle på båden, der fik kulmuler, men heller ikke alle, der fiskede med agn, så de var nok lidt selv ude om det. Der skal agn på krogen, hvis man vil fange kulmuler! Fiskeriet er altså tålmodighedsfiskeri!

Et stykke over middag blæste det op, og strømmen blev for kraftig til drivfiskeri efter mulerne, så skipper satte kursen efter nogle nærliggende vrag, hvor vi sluttede en herlig dag af med at fange torsk og makreller, så det sprøjtede om ørene!

Jeg takker for en dejlig og spændende tur med M/S Bodil, og kan varmt anbefale en kulmuletur på Det Gule Rev!

Knæk og bræk derude!

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Nyheder




Tips & Guides
Lystfisker artikler til dig
setup

Bait Finesse System – UL fiskeri med multihjul

havørred limfjorden
Diverse

Ministeropfordring: Tag ud og fisk

lystfiskeri-groenland
Diverse

Fisketur på Grønland i -25 grader




Måske du har lyst til at læse