Særligt Københavns Inderhavn har stor interesse for lystfiskerne, hvor Københavns Kommune endnu ikke har givet tilladelse til at fiske.
Lystfiskerne hiver på nuværende tidspunkt torsk, ørred og ulk op under overfladen i Københavns Havn. Det er bare ikke alle steder i havnen, hvor lystfiskerne på lovlig vis kan sætte fiskelinerne i vandet.
Det vil de gerne have ændret på. Særligt den indre del af havnen er i lystfiskernes interesse.
– Det vil vi gerne have åbnet for, for det vil bare vise, at der er nogle fantastiske rekreative muligheder i den indre del af havnen, siger Andreas Findling Rottem, der er kommunikationsansvarlig ved Danmarks Sportsfiskerforening til DR.
I 2015 åbnede Københavns Kommune ellers op for lystfiskeriet i havnen, hvor lystfiskerne fik udvidet arealet til at fiske fra 7 til 37 kilometer.
Men nu vil lystfiskerne gerne have udvidet området yderligere, da der ifølge Andreas Findling Rottem er gode fiskemuligheder i Københavns Inderhavn. Netop af den grund vil lystfiskerne gerne have åbnet op for fiskeriet i det område.
By og Havn er åbne for muligheden
By og Havn, som står for driften og udviklingen af Københavns Havn, er åbne for ideen om at give lov til lystfiskeri i Københavns Inderhavn.
Dog er er det ikke så ligetil at give lystfiskerne mere plads, da der i forvejen er goboats, havnebusser og badezoner at tage hensyn til. Udviklingschef Per Schulze mener alligevel, at der er plads til lystfiskeriet særligt i nord og syd. Dog er Inderhavnen ifølge ham ikke så ligetil.
Men særligt Inderhavnen er der, hvor Danmarks Sportsfiskerforening gerne vil have lov til at fiske, hvilket Andreas Findling Rottem mener, der er en løsning for.
– Vi så gerne en smart løsning, hvor man åbnede op for fiskeriet i vinterperioden og så forbød fiskeri i vinterperioden, hvor der ikke er så mange, der svømmer og sejler, udtaler han til DR.
Selvom det ifølge Per Schulze vil kræve både data og viden, er han åben for en dialog om en holdbar løsning.
Se kortet over Københavs havn her