fredningskort_koldingfjord

Fang kun de lovlige fisk

Hvert forår stiger antallet af fiskere i Danmark. De kan nu få hjælp til at undgå at fiske fredede fisk og til at få bedre styr på reglerne


Hvor må man fiske? Hvilke fisk er fredet hvornår? Og hvordan måler man selv maskerne i sit garn?
 
Som erhvervsfisker, bierhvervsfisker eller lyst- og fritidsfisker er det ikke altid lige let at finde rundt i den gældende fiskerilovgivning i det lokale område. Det skyldes ikke mindst, at lovgivningen om de indre, danske farvande er et resultat af mange forskellige bekendtgørelser.

Derfor har NaturErhvervstyrelsen i tæt samarbejde med en række lokale fritidsfiskerforeninger i Jylland lavet en folder, så det er hurtigt og nemt at få et overblik over reglerne i udvalgte områder.

– Vi ved, at det kan være svært for den enkelte at få det rette overblik over de mange forskellige regler. Derfor har vi lavet denne folder, så man nemt og hurtigt kan få styr på reglerne om eksempelvis de fredede områder og mindstemål for fisk og krebsdyr, siger fiskerikontrollør Michael Søballe Larsen fra NaturErhvervstyrelsen.
 
Gode erfaringer fra Nissum Fjord
Folderne indeholder blandt andet satellitfotos med fredningsbælter og skemaer for særlige regler og forhold. Fredningstider og periodevise redskabsbegrænsninger er desuden indtegnet i et ”årshjul”, hvor man hurtigt kan aflæse, om der er særlige forhold, man skal være opmærksom på.
 
Det er gode erfaringer fra et lignende projekt i Nissum Fjord, der har ført til, at NaturErhvervstyrelsen har lavet folderne. I alt er der lavet foldere for 14 lokalområder i tæt samarbejde med de lokale fritidsfiskeriforeninger.
 
Lokalområderne er: Hjarbæk Fjord – Hals – Kolding Fjord – Ferring Sø, veserne, Hygum Nor og tilhørende kanaler – Als og Sundeved – Frederikshavn – Limfjorden (kun hummere) – Limfjorden Nordvest – Kalø Vig og Ebeltoft – Randers Fjord – Nissum Fjord – Mariager Fjord – Kilen ved Struer – Ringkøbing og Stadil Fjorde
 
Folderne kan hentes på www.naturerhverv.fvm.dk under Publikationer – Fisker – Erhvervsfisker/Lyst og fritidsfiskeri.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse