fiskemissionen_paa_brooen

Fiskemissionen – nyt fiskeprogram for og med børn

Der er masser af action og kæmpe store fisk, når DR Ultras nye fiskeprogram for hele familien får premiere den 9. september på DR Ultra.


Op af sofaen og ud med fiskestangen! Sådan lyder budskabet fra lystfisker Gordon P. Henriksen, der er vært på en ny serie af fiskeprogrammer for børn på DR Ultra. I hver udsendelse tager han to friske børn uden fiskeerfaring med på en udfordrende mission for at overbevise dem om, at det er vigtigt at komme ud i naturen og fiskeri er det fedeste i hele verden.

”Fiskemissionens deltagere og jeg selv har haft en masse uforglemmelige oplevelser, som vi glæder os helt vildt til at dele med seerne. Der er fart på og fiske-action så det batter. Og jeg håber på, at programmerne kan få lidt flere børn op af sofaen og ud i naturen. Så er min personlige mission lykkes,” siger Gordon P. Henriksen.

Kæmpe gedder i de københavnske søer
I det første program skal storbypigerne Rose og Sarah på mission i Peblinge Sø midt i København.
Rygtet siger, at det mørke vand skulle være hjemsted for Danmarks grådigste rovfisk – gedden. Lystfiskeren Gordon tager de to veninder med ud på vandet for at undersøge, om rygtet taler sandt og finde ud af, om fiskene har taget skade af storbyens forurening. Men det, der starter som en hyggelig fisketur på cykelbåd, udvikler sig til en dramatisk kamp mod nogle af de allerstørste af søens kæmper.

Missioner med en masse på spil
Turen går også til Bornholm, hvor nogle af Danmarks bedste kokke skal bruge friske torsk fra Østersøen. I Tivoli har fiskepasseren brug for hjælp til at tjekke karpernes sundhedstilstand. Og arrangørerne bag landets største børnefestival vil servere røget aborre til deres musikere – men fiskehandleren har udsolgt og børnene får travlt med fiskeriet.

Det er bare nogle af de udfordringer, som deltagerne står overfor, når de skal med Gordon på mission. Og den passionerede lystfisker sætter ind med topmoderne, lirret fiskegrej og finpudsede fisketeknikker for at få fangsten i hus. Der er nemlig langt mere end slimede fiskefingre på spil for deltagerne. Hvis børnene fuldfører missionen kan de blandt andet se frem til en tur i Tivoli med hele familien eller nyde Danmarks største isvaffel. Hvis de ikke klarer missionen, venter til gengæld en ækel konsekvens som for eksempel næse- og ørerensning på en beskidt viking.

Fotokonkurrence på sociale medier
Sideløbende med udsendelserne kan alle børn landet over deltage i Fiskemissionens web-konkurrence. Hver uge får seerne en ny mission, hvor det gælder om at uploade det sejeste fiske-billede på de sociale medier og hashtagge #fiskemissionen. Gordon sætter en ’Fiskemissionen t-shirt’ på højkant for at få så mange børn som muligt ud med fiskestangen.

Fiskemissionen sendes første gang tirsdag den 9. september på DR Ultra kl. 18.40 og ikke kl. 19.00, som der står i Fiske Avisens TV-guide.

Sendeplan
Fiskemissionen – Streetfishing (9. september)
Fiskemissionen – På Bornholm (16. september)
Fiskemissionen – Vilde Vulkaner ved Vordingborg(23. september)
Fiskemissionen – Den Blå Planet (30. september)
Fiskemissionen – I Tivoli (7.oktober)
Fiskemissionen – På Vikingetogt i Roskilde (14. oktober)
Fiskemissionen – På Kanalrundfart (21. oktober)

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse