find forsikring
4678_xqptrmz9oed6zmima2b6kqe9

Ny bog om laksen

Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag har netop udgivet bogen ”Laksens liv” skrevet af biologerne Lasse Fast Jensen og Jon Svendsen.

Bogen er en kort populærvidenskabelig publikation på 95 sider, der kommer omkring mange elementer af laksens liv. Bogen tager således læseren med ned under overfladen i vandløbene og i de store verdenshave og giver en introduktion til laksens spændende biologi. Her findes blandt andet svar på hvordan magneter i laksens næse hjælper den med at finde vej gennem de store oceaner tilbage til det vandløb, hvor den tilbragte sine første år.

”Laksens liv” har fokus på den vestjyske laks og i bogens anden del fortælles derfor historien om hvordan den vestjyske laks var tæt på at uddø, og hvordan moderne DNA teknikker hjalp den tilbage på sporet.

Tredje del er dedikeret menneskets forhold til laksen. Lystfiskeriet efter den vestjyske laks har oplevet en opblomstring de senere år og tiltrækker hvert år folk fra nær og fjern. Laksen har derfor både høj rekreativ og økonomisk værdi. Bogen rundes af med et kapitel om laksens udviklingshistorie.

Bogen henvender sig til alle naturinteresserede og især lystfiskeren, der gerne vil vide mere om laksen i de danske vandløb og koster 98 kr. Bogen kan købes på Fiskeri- og Søfartsmuseet eller i boghandlen.

Udgivelsen er støttet af Augustinus Fonden.

Om Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet Esbjerg
Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Vi har koblet natur- og kulturhistorie om mennesket og havet i spændende forskningsprojekter, levende fortællinger, oplevelser, der gør indtryk, store og små udstillinger i voksen- og børnehøjde. Alt sammen med det klare mål at bidrage til øget erkendelse. Det er vores rolle og vores passion.

Lasse Fast Jensen og Jon C. Svendsen: Laksens Liv, Esbjerg 2016. 95 sider, illustreret, ISBN: 978-87-90982-81-2 Vejl. udsalgspris 98 kr. 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse