Simrisfiskeriet omkring påske var mærkeligt i år. Laksene havde besluttet stort set kun at opholde sig i overfladen – og det gør de stadig!
Som så mange andre trollingfiskere har jeg fulgt med i fangsterne derovre på Simrishamntrolling.se, hvor Jan Ljunggren fører dagbog over fangsterne. Det gode fiskeri kom i gang i midten af marts, og det kløede gevaldigt i mine trollingfingre efter at komme af sted. Sagen var dog, at jeg havde aftalt med sønnen, at han skulle med, og han havde ikke tid.
Herefter gik fiskeriet dødt lidt inde i april grundet en kraftig storm, som iflg. Jan Ljunggren blæste laksene væk. Noget var der om snakken, for det var minimalt, hvad der efterfølgende blev landet.
Endelig af sted
Skærtorsdag/langfredag fik sønnen et par huller i kalenderen, og vi dampede af onsdag eftermiddag for at være parat til den følgende dags fiskeri. Vel ankommet om aftenen fik vi de seneste nyheder fra Jan Ljunggren og et par trollingfiskere på havnen – bl.a. Lars Post. Han fortalte, at stort set alle laks blev fanget i overfladen, og at kobberfarvede agn syntes at være bedst. Samtidig kunne Jan Ljunggren fortælle, at der efter stormen var ved at opstå et mere stabilt fiskeri igen, og at fiskene blev fanget sydøstpå omkring Långagrunds vestlige side samt længere mod syd ved 55-ern.
Natten blev tilbragt på Hotel Svea, der havde et godt trollingpakketilbud. Den følgende morgen sad vi i spisesalen og nød vores morgenmad, alt imens den ene trollingbåd efter den anden panorerede forbi. I havneindløbet kunne vi følge, at de fleste satte kursen mod sydøst.
Kl. 8.00 eller deromkring var vi selv på vej ud til laksepladserne og satte ligeledes kursen imod sydøst. Det passede således, at vi kom til at følges med den kendte trollingbåd "Skåne", så vi følte os sikre på, at Långagrund var det rigtige valg. Halvvejs standsede "Skåne" pludselig op, men vi fortsatte.
Efter et kvarters tid var vi fremme – men hvor var alle bådene? Hele horisonten rundt kunne vi kun se tre-fire stykker – og ingen på den vestlige side af Långagrund. Vi satte seks stænger med bl.a. en kobber Møresilda på hver side af båden. Blinkene vrikkede 30 meter agterude og var ikke blybelastede.
Selv om det var overfladefiskeri, stackede vi hver downrigger, men fiskede den dybeste agn blot 10 fod nede. Der var selvfølgelig en ide bag at benytte downriggeren til overfladefiskeri. En agn, der fisker i enden af linen fra en stang, får tilført mere ålegræs end en downriggerfisket agn; simpelthen fordi linen, der hvor den dykker ned i vandet, samler ålegræsset op, og bådens fart transporterer det ned til agnen. Det sker ikke på en downrigger. Tillige satte vi en "tyvagn" – et let blybelastet kobber Toby-blink midt i det hele 40 meter agter.
Vi fiskede en del omkring Långagrund, hvor vi målte vandtemperaturen til 4,3 grader, men da vi stadig forblev stort set alene, og der ikke syntes at være fødefisk i området, satte vi kursen længere sydøstover imod 55-ern; det var nok der, de andre både og laksene gemte sig. Men nej – vi var også helt alene her.
Der bliver talt meget over radioen – også denne dejlige vindstille og solbeskinnede dag med lette tågebanker – og af accenten kunne man høre, at såvel jyder som fynboer havde fundet vej til Simrishamn. En sjælden gang kom den glædelige melding om en laks i båden os for øre, men som sædvanlig intet om, hvor den var fanget.
Dybden blev dog delt med os andre, der lyttede med, og hver gang var det overfladeagnen, der havde givet gevinst. Enkelte gange indeholdt fangstmeldingen også oplysninger om, hvor fisken var fanget, og efterhånden, som dagen gik på hæld, kom vi til den konklusion, at de få fisk, der blev fanget, blev landet nord for os omkring 9-ern og helt ind til Nedjan. Da vi sejlede i havn havde jeg haft et par rusk i den kobberfarvede Møresilda, men ellers var der ikke sket andet. I øvrigt ikke enestående for vores båd, så vidt vi forstod på meldingerne over VHF’en.
Langfredag – laks i båden!
Torsdag havde været utrolig fredelig sydøstpå, så vi sejlede direkte ud imod 21-ern med planen at sejle videre til 9-ern og måske ind imod land til Nedjan – alt efter hvad ekkoloddet sladrede om undervejs. Ved 10-tiden, hvor vi var sejlet videre til 9-ern og havde diskuteret, om næste punkt skulle være 44-ern eller Nedjan, fik jeg et godt hug på sidestangen med den kobberfarvede Møresilda af en fisk, der virkelig ville noget. Knarren hylede op, og linen forsvandt lynhurtigt fra hjulet. Bo begyndte straks at hive de andre agn op, mens jeg holdt en forsvarlig stram line til laksen, der dog relativt nemt kunne spurte derudad. Der var nemlig ingen grund til straks at få den ind på kort line imellem de andre agn, der endnu var i vandet.
Da han havde agnene på min side oppe, styrede jeg båden rundt, så jeg havde fisken ude på siden af båden. Samtidig fik fisken lidt strammere bremse. Jeg tjekkede fodtælleren på hjulet og blev lidt overrasket over, at den på så kort tid havde nuppet omkring 400 fod.
Mens Bo fik resten af agnene op, styrede jeg fortsat båden, så fisken var på siden, og den fik lov at løbe kræfterne af sig på lang line. Da den var ved at være mør, stoppede jeg motoren og fik den op over vandet. Nu kunne intet gå galt mht., at linen skulle komme i karambolage med motorbenet, downriggerlodder osv. Seler og livrem hedder det vist.
Til sidestang benyttede jeg en 10 fods Hardy, og derfor var det lidt vanskeligt at få fisken så tæt på båden, at jeg selv kunne nette den. Tillige dykkede laksen hver gang, den kom i nærheden af båden. Til sidst begyndte den at kæntre, og jeg overlod fangstnettet til Bo, der på fornemste vis nettede laksen. Selvfølgelig! I kampens hede havde jeg ikke tænkt over, at han er dyrehandler og i tidens løb har nettet tusindvis af akvariefisk, så han kender teknikken.
Vi målte laksen til godt en meter og vejede den på en 10-kilos vægt, der gik i bund. Endelig fisk i båden! Samtidig tjekkede Bo GPS’en, som viste, at jeg havde sat mærket kl. 10.15, og nu var kl. 11.17 – altså en times fight. Så lang tid har jeg aldrig tidligere været om at få en tilsvarende fisk om bord.
Midt under fighten kom en svensk trollingbåd temmelig tæt på os, og vi blev prajet vedr., om vi havde problemer. Det var formentlig motoren, der var trukket op, eller laksen, der fes rundt, som forårsagede spørgsmålet. Pænt af ham at spørge, men det var kun laksen, der var problemet.
Vi fik sat agnene og fortsatte mod Nedjan, fiskede lidt her og sejlede atter ud mod fangststedet syd for 9-ern. Her var der nu masser af både, så svenskeren har åbenbart "sladret" om positionen for vores fangst.
Vi holdt os i området resten af dagen, uden at der skete noget, hvorefter vi sejlede i havn, hev båden op på traileren og kørte hjem til Gilleleje med en fin fisk. De to dages solskin og stille vejr havde i øvrigt hævet vandtemperaturen en grad om fredagen.
Et par dage senere kunne Jan Ljunggren fortælle om et par svenskere, der lige syd for 9-ern havde fanget to laks på otte-ni kilo, så vi havde ikke tømt området. Man kunne også læse, at mange var taget så langt sydøstpå som Davids Banke, hvor fiskeriet havde været forrygende med triplehug og flere fisk i bådene.
Simristræffet og guldlaxen
Den 13./14. maj blev Simristræffet afviklet. At over halvdelen af de ca. 70 både var fra Danmark kunne ikke ændre på, at det var svenske "Skåne", som vandt med fuldt hus, hvoraf fire fisk vejede over 10 kilo. Denne sejr hentede de hjem på 2. dagen, idet de ikke fik en fisk i båden dagen forinden.
Bedste dansker var Lars Post, som kom ind på en 5. plads, mens største laks på 15,5 kg blev fanget af Team El Faro fra Bornholm. De to dages fiskeri foregik i fint vejr, dog med tiltagende vind fra sydvest søndag eftermiddag, men alle kunne være på vandet.
Guldlaxen fik et års ophold i Sverige, og det var endda to svenske både, som med hver sin fisk på 16,6 kg gjorde sig fortjent til trofæet. De modtog så en guldlaks hver. Det er i øvrigt 10. gang, denne trofæfisk bliver uddelt.
Seneste nyt
Den 17. maj talte jeg med Jan Ljunggren, og han kunne oplyse, at de fleste laks fortsat bliver fanget i overfladen, samt at hornfiskene dukkede op omkring den 1. maj. De er dog kun på gennemrejse, idet de gyder i skærgården nordpå. Den populære havnefoged mener i øvrigt, at fiskeriet grundet den kolde vinter er kommet noget senere i gang.
FOTO: Det kan ikke nægtes, at 10 kilo laks giver en indre ro i sjælen!
