Efter at have hørt om gode fangster af pighvarrer på vestkysten på traditionelt grej, havde snakken længe gået omkring et pighvar-sats med fluegrejet. Historierne om specielt tyske turister, der på faldene vand kunne gå i vand til knæene og ”samle” hvarrerne op, bevidnede, at fiskene var inden for rækkevidde med fluegearet. Både med hensyn til afstand fra kysten samt dybden, de befandt sig på. Spørgsmålet var så bare, om vi kunne få dem til at spise kroge klædt i fjer, hår og flash.
Få døgn inden var det koralsandet i den mexicanske golf, der var under fødderne, og efter 14 dage på den anden side af Atlanten var eventyrlysten ustyrlig og hungrende i sin søgen efter nye hjemlige jagtmarker for flugrejet. Jeg var dog langt fra forberedt på det syn, der mødte os, da vi nåede toppen af klitten og fik frit skue udover vestkystens enorme vandmasser. De flere meter høje bølger, der hamrede mod revlerne og som piskede vandet til skum i en sky af sand og bølgesprøjt, fik meget hurtigt lagt en dæmper på mine hvar-drømme. Det er svært at sige, hvad jeg havde forestillet mig. Men som fluefisker, der er opvokset på østkysten, virkede dette miljø ikke særligt ”flue-egnet” og hvor nødigt jeg end vil indrømme det, så stak vi stængerne mellem benene og vendte snuden hjemad uden overhovedet at have lagt et eneste kast ud.
Læs hele artiklen i det seneste nummer af Fiske Avisen, som du kan købe hos din grejhandler, bladkiosk eller her på siden.
