flodlampretlille

Rekordstor flodlampret fanget ved Lolland

Et kæmpe eksemplar af en flodlampret blev den 29. november fanget i et bundgarn ved Rødbyhavn. Der er muligvis tale om verdens største kendte eksemplar af fisken.

Den pågældende fisk var en kønsmoden hun, der målte 50,2 cm og vejede 242 g, skriver Statens Naturhistoriske Museum på deres hjemmeside. 

Diverse opslagsværker nævner maksimallængder på 40, 45, 47 og 50 cm, så den er dermed større end alle tidligere registrerede eksemplarer. Rekordeksemplaret vil fremover indgå i Zoologisk Museums samlinger.

Flodlampretten er en sjælden fisk i Danmark. Man ved at den yngler i Skjernå-systemet, Varde Å, Storåen, Ribe Vesterå, Karup Å og i et par andre vestjyske åer, mens man kun ved ganske lidt om dens færden i havet. 

Der kendes kun til få spredte fangster af flodlampretten i havet, hvilket hovedsageligt har været i Limfjorden og Vadehavet.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse