en_hornfisk_haand

ROLK: Skal du have en hornfisk på krogen?

Hvert år trækker tusindvis af hornfisk i maj og juni måned ind i Roskilde Fjord – og igen i år inviteres store og små til at forsøge sig med at få en hornfisk på krogen til Lystfiskeriets Dag d. 19 maj.

Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) og Roskilde Oplevelseshavn inviterer d. 19 maj kl. 13-16 alle til at prøve at fange en hornfisk fra molerne på Roskilde Havn. Det sker til Lystfiskeriets Dag, som efterhånden er blevet en tilbagevendende tradition i Roskilde, og som forhåbentlig igen i år bliver lidt af et tilløbsstykke.

Til Lystfiskeriets Dag kan du møde ROLK ved Roskilde Oplevelseshavns platform, hvor de vil udlåne fiskestænger og øvrigt nødvendigt udstyr til alle, som vil prøve kræfter med at fiske. Og selvfølgelig assisterer ROLKs dygtige lystfiskere med gode råd, tips og tricks, så forholdene er optimale for at få en hornfisk på krogen. For at stå inde for sikkerheden vil alle fiskestænger på dagen være udstyret med fibertråde i stedet for kroge, så risikoen for at få en finger på krogen er ganske små.

Mens der hives hornfisk i land vil ROLK tænde op i grillen og rygeovnen, så fangsten kan tilberedes og smages på efterfølgende. Med andre ord er der lagt i ovnen til et par hyggelige timer, hvor man ikke blot har mulighed for at komme tættere på fjordens dyreliv men også smage på det.

Alle der låner en fiskestang på dagen vil efterfølgende deltage i en lodtrækning om fine fiskepræmier. Lodtrækningen finder sted d. 19 maj mellem kl. 14-16.

 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse