find forsikring
sintrix_illustration

Sintrix-sation

Lige som man gik og troede, at kulfiberstængerne nu nok ikke kunne blive bedre, er der en mindre revolution på vej. Det er det engelske firma HARDY, som fører an. Et gammelt og tidligere noget støvet firma, som de senere år har taget nogle ordentlige hop fremad og blevet et high tech grejfirma.

Hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig at at lægge silica-kugler i nano-størrelse (betegnelsen når størrelsen er en milliondel af en milliondel!) ind i det bindemiddel, der binder kulfiberstængerne sammen. Ikke desto mindre introducerer HARDY nu kulfiberstænger med den nye teknologi.
Denne nye kulfiber med silica nano-partikler i bindemidlet er oprindeligt udviklet af 3M til rumfartsindustrien, men 3M har givet et par grejfirmaer licens til at benytte den nye kulfiber i stangproduktionen. HARDY er allerede langt med udviklingen og kalder deres stænger med den nye teknologi for SINTRIX. Lad os bare kalde det en sintrix-sation!

SINTRIX stængerne er både lettere og stærkere end de kulfiberstænger, der er på markedet idag. Kulfiber kan sommetider opføre sig glasagtigt og splintrer. Det gælder f.eks. hvis en kulfiberstang rammer en bådkant eller bliver ramt af en tung rørflue. I det hele taget er kulfibers akilleshæl pludselige overbelastninger. Med SINTRIX er det små silicapartikler, der omgiver kulfiberpartiklerne og beskytter dem mod overrivninger. Ganske genialt må man sige! Det er muligt at gøre kulfiberstængerne op til 25 % lettere med denne teknologi, men det allervigtigste er den forbedrede styrke – 60 % siger HARDY. Da den nye teknologi ligger i bindemidlet vil det stadig være muligt at opnå forskellige designede aktioner alt efter hvad man ønsker.

Et gammelt hæderkronet firma som HARDY introducerer naturligvis ikke et sådant nyt super produkt, uden at det har været grundigt gennemtestet. Der er gået flere år, hvor SINTRIX-stængerne i bogstaveligste forstand er blevet tævet grundigt igennem over det meste af jordkloden. Især i Florida, hvor de har tampet Bonefish og Tarpon. Når dette læses har SINTRIX stængerne allerede været testet på de danske kyster og med overbevisende resultat.

Jeg er kendt for at være hård og dømme nyt fancy fiskegrej ude til en om’er. Jeg har, desværre vil nogen sige, ofte haft ret. Men SINTRIX-stængerne er ingen døgnflue og vil garanteret blive en succes. Fairpoint er den danske agent for HARDY og bringer et par spændende serier SINTRIX-stænger til både fersk- og saltvand på markedet i løbet af foråret.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse