taildancer_flue

Tail Dancer

Tail Dancer kan med karakteristiske flashhale og krop af naturlige materialer relateres med meget svage aner tilbage til Dan Blantons Flashtail Whistler, som oprindeligt blev bundet til strippers på den amerikanske østkyst, men den har efterhånden siddet imellem kæberne på de fleste rovfiskearter verden over. Ferske som salte.


Tail Dancer blev i første omgang designet til gedderne langs den sydsvenske kyst, hvor den lidt matte og pulserende krop virkelig kommer til sin ret på det lave og ofte spritklare vand. Tanken med fluen var at skabe en illusion af en lille byttefisk, der var diskret i vandet, men alligevel vakte tilpas opmærksomhed og skilte sig ud fra dens naturlige ”artsfæller”.  De lange, matte og pulserende rævehår skaber den relativt diskrete illusion af både farver og silhuet, hvorudfra flashhalen reflekterer lys fra alle leder og kanter og giver et indtryk af liv og bevægelse. Denne kombination har vist sig særdeles effektiv i klart vand, og når lys- og vindforholdene er lidt for gode.

Den lidt tætte forkrop af bløde rævehår giver fluen en glidende og fyldig krop i vandet, den korte og egentlig relativt tunge krog forrest i fluen giver et mere aggressivt bevægelsesmønster, der ved korte hidsige indtag forplanter sig i halen og skaber en effektiv lysrefleksion i alle retninger. En anden variant af fluen er en sort udgave, som også udmærker sig i klart vand under både klare og svage lysforhold. Er vandet let farvet, er den sorte variant bestemt også værd at sende under overfladen.

Tail Dancer er et relativt nyt mønster i min geddebox, som til trods for sin endnu korte eksistens allerede har landet flere gode fisk. Allerede på sin første svømmetur forførte den en fin 6 kg gedde inde på det helt lave vand, for dagen efter igen at bedrage en god fisk på den rigtige side af meteren. Fluen har siden da landet flere gode fisk og er hurtigt blevet en rigtig ”go-to fly” under ellers lidt for fine forhold.

Læs bindevejledningen i det nye nummer af Fiske Avisen.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse