thomas_sobirk_gedde_indlaeg_levende_agn

Uvidenhed om gedder og genudsætning

Fredag den 27. februar havde Thomas Søbirk fra Danmarks Sportsfiskerforbunds bestyrelse et læserbrev i regionalavisen Sjællandske. Et par dage forinden havde der nemlig været et andet læserbrev, der fremlagde en række påstande om gedder og genudsætning. Du kan læse Thomas´ læserbrev herunder.

I læserbrevet ”Dyremishandling omkring Møn” den 25/2 er der en række påstande om det forslag, som går ud på at frede gedderne i nogle begrænsede områder i det sydsjællandske. Påstande, som skyder langt forbi målet.

Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at formålet med fredningen, som Danmarks Sportsfiskerforbund selv har foreslået, er at give den stærkt truede geddebestand i brakvandet en håndsrækning. Bestanden er i dag kun en skygge af, hvad den burde være, og selv om der er mange mulige faktorer, som kan forklare tilbagegangen, så giver det ingen mening at fiske målrettet med garn efter dem i de få områder, hvor de stadig gyder.



Et andet – og for Sydsjælland – vigtigt formål med forslaget er det faktum, at en geddebestand i fremgang udgør en stor økonomisk ressource. DTU Aqua har beregnet, at en lystfiskerfanget gedde har en værdi på godt 1200 kr/kg, som kommer alle danskere, men i særdeleshed lokalområdet, til gode. Det skyldes, at lystfiskere er værdifulde og betalingsvillige gæster, der gerne betaler ret store beløb i forbindelse med overnatning, forplejning og så videre for at kunne dyrke et spændende fiskeri.



En påstand i læserbrevet er, at det er dyrplageri at genudsætte gedderne. Jeg er nu ret sikker på, at kunne en gedde selv vælge, så ville den foretrække at komme tilbage i vandet frem for et slag i hovedet. Men hvad siger videnskaben om det? Biologerne er uenige om, hvorvidt fisk kan føle smerte. Men de to seneste videnskabelige artikler, som har beskæftiget sig med emnet, er dog meget klare i mælet: De fastslår, at fisk ikke kan føle smerte.



Det bør selvfølgelig ikke afholde lystfiskere fra at behandle gedderne nænsomt – tvært imod. For hvis gedderne genudsættes på den rigtige måde, så vil der være flere gedder at fiske efter – på trods af påstanden om det modsatte i læserbrevet. Her påstås det nemlig, at Dan Jørgensen har gennemført fredningen uden at kende til overlevelsen ved genudsætning. Jeg er nu helt sikker på, at han kender de tal, som hans biologiske rådgivere fra DTU Aqua allerede i 2008 har skrevet om, og som dokumenterer, at kun 3 % af gedderne dør i forbindelse med krogning og genudsætning.



Det bør i den sammenhæng nævnes, at der faktisk er set ret mange døde gedder i det sydsjællandske i det sene efterår og først på vinteren. En sandsynlig forklaring på det triste fænomen er de to kraftige efterårsstorme, der blæste store mængder saltvand ind i de indre danske farvande. Saltpromiller på mere end 15-20 slår simpelthen gedderne ihjel. Det frikender selvfølgelig ikke lystfiskerne, men med en dokumenteret dødelighed ved genudsætning på 3 %, så er det helt sikkert ikke hele forklaringen.



Det nævnes også, at genudsætning er ulovlig på Rügen, hvor turismen og geddefiskeriet går hånd i hånd. Uden at kende den tyske lovgivning på dette område, kan jeg blot konstatere, at genudsætning er en meget vigtig del af forvaltningen på netop Rügen. Prøv fx at skrive ”hecht (gedde på tysk), Rügen, catch&release” på google, og så kommer man straks ind på en kendt guide-hjemmeside (Boddeabenteuer.de). Her gør de på forsiden et stort nummer ud af at skrive, at de anbefaler, at man kun slår sårede gedder ihjel. De nævner faktisk direkte, ”at genudsætning er det vigtigste råd, som kan være med til at bevare det gode fiskeri”.



I Danmarks Sportsfiskerforbund støtter vi på ingen måde ulovligheder, men når et stort guidefirma helt åbent reklamerer med genudsætning som det vigtigste råd i forhold til at forvalte fiskeriet bedst, så er det simpelthen fordi, det er sådan fiskeriet bedrives på Rügen. Og fordi det er deres erfaring, at det er den bedste måde at sikre et bæredygtigt fiskeri, som samtidigt bidrager med millioner af Euro i de slunkne kommunekasser.



I Danmarks Sportsfiskerforbund håber vi på, at fredningen gennemføres. Det vil gavne gedderne, lystfiskerne og turisterhvervet på Sydsjælland og Øerne. Vi vil i den forbindelse påtage os forpligtelsen til at bidrage med viden og oplysning, som kan sikre, at lystfiskerne behandler gedderne så skånsomt som muligt.



Thomas Søbirk, medlem af bestyrelsen i Danmarks Sportsfiskerforbund 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse