Med den aflyste hajfisketur i Wales i tankerne sad Christian og jeg forventningsfulde i flyveren på vej mod Zadar i Kroatien. Tre uger tidligere fik jeg med hjælp fra gode venner arrangeret turen uden at vide, hvad vi rejste ned til. Men den gode omtale skabte selvfølgelig store forventninger. Fiskefeber, når den er bedst!
To en halv time senere blev vi hentet i Zadar. Lidt sightseeing i byen og vi kørte til Jezera, udgangspunktet for den kommende uges fiskeri og ferie.
Søndagen oprandt, og meget forventningsfulde gik vi til skibet til den aftalte tid. Fiskefeberen medførte, at vi helt glemte den sydeuropæiske mentalitet, aftalt tid er cirka tid! Til gengæld fik vi tid til at proviantere i den nærliggende butik, mens Vladimir (skipper) købte kasser med friskfangede sardiner og riggede grej til.
Sejladsen gennem øhavet blev brugt til at strække liner. De ca. 50 meter monofil-hovedline og nogle få meter af fletbaglinen slæbte bag båden i 10 minutter, for at ”slette hukommelsen” i linen. Forklaring følger.
Fri af de inderste øer blev der fyret op under de 300 hk under dæk. Efter 40 minutter fiskede vi agnfisk over et undersøisk rev, og 10 hestemakreller svømmede nu rundt i det indbyggede hyttefad.
Yderligere 20 minutters sejlads og vi sejlede rundt mellem en del andre tunbåde.
Vladimirs kalkulering af de andre bådes fiskeri, vind, strøm og stor erfaring – beundringsværdigt og alligevel simpel teknik, når man har set det nogle gange.
Læg dig op i vindsiden foran de andre både (behørig afstand). Læg et spor af forfoder, som er kvarte til halve sardiner, der langsomt daler ned gennem vandet. ”Chumming” kaldes det, og det blev vi rigtig gode til.
Chummingen blev suppleret med en rubby-dubby, der hang på siden af båden. De moste sardiner lagde et duftspor, da hver eneste vuggen i bølgerne frigav en smule mos.
En stor sardin eller lille makrel blev agnet på de str. 6-7 store cirkelkroge. Monteringen med det 0,95 mm tykke forfang blev gjort særdeles omhyggeligt. Hver cm blev kontrolleret for revner, og mindste fejl på linen medførte udskiftning.
Krogen føres gennem munden og ud gennem bugen alt efter agnstørrelse. På over- og undersiden af agnfisken lægges et lille snit, hvorefter snuden bindes sammen med tynd monofilline. En meget holdbar montering.
Nu kastes agnfisken i vandet på vindsiden med ca. 5 meter hovedline. Når denne er drevet til strakt line, trækkes den ønskede mængde line af hjulet, og bremsen stilles hårdt, klar til hug og krogning.
Jeg stod og beundrede, hvorledes agnfisken langsomt dalede ned gennem vandet og væk fra båden, for øvrigt sammen med chumming og rubby-dubby. Og nu forstod jeg ”strækningen” af hovedlinen. Ingen kludder i de 20-25 meter hovedline, der var trukket af hjulet. Det hele dalede fint mod det dybblå mørke.
Høj sol, 35 grader, skibets vuggen i bølgerne, drivfiskeri med chumming hele tiden. Meditativt, beroligende og søvndyssende.
Boiiiiing – lyden rev mig ud af den døsige tilstand. Jeg bildte mig ind, at hugget kunne mærkes i båden. Linen blev flået af det store Penn hjul, og knarren larmede. Vladimir greb om stang og hjul, strammede bremsen yderligere og fightede fisken 10-20 sekunder. Krogningen var perfekt.
Mens linen blev flået af hjulet, blev de andre liner kørt ind. Vi hjalp det, vi kunne.
”Belt on”, råbte Vladimir og beordrede mig til at sætte mig i fightstolen forrest på båden. Hvordan Vladimir formår at komme forbi styrehuset med en vildt kæmpende tun for enden af linen, mens han holder fast med den anden hånd, forstår jeg ikke. Men han satte stangen i fightbutten på stolen, fastgjorde sikkerhedslinen og de to remme fra mavebæltet på hjulet. Med fødderne på søgelænderet gav det sig selv, hold fast, alt hvad du kan!
10 eller 20 minutter med et langt, sejt træk. Jo, fisken trak båden, kunne jeg høre med lidt skvulpen mod stævnen. Langsomt kunne jeg pumpe fisken op og køre lidt line på hjulet. Pressede jeg for hårdt, tog fisken et nyt udløb.
Nu beordrede Vladimir, at jeg pumpede fisken hårdere, og jeg fik mere line på hjulet. Bæltet klemte på nyrerne, sveden piblede af panden, mens vi alle kiggede ned i dybet. Langt nede så vi den blanke side.
Grundet det hårde pres cirkulerede tunen, mens den langsomt nærmede sig overfladen, og ved første mulighed harpunerede Vladimir tunen perfekt. Fighten sluttede i et større blodbad, grundet den perfekt satte harpun, og fisken kunne trækkes agter. Her blev den fæstet med en stor gaf og øjeblikkelig stukket lige bag sidefinnerne for at få blodet ud.
Den mindste tun på 35 kilo hjembragte vi til aftensmad, resten blev solgt i havne på vejen hjem. Vladimir har licens på dette, og alt forgik reglementeret.
I havn efter 12 timer på havet gik vi hjem til det lille familiehotel. Vladimirs stedfar havde hentet fisken, og det varede ikke længe, inden vi kunne nyde den friskfangede tun.
Efter en (alt for kort) nattesøvn entrerede vi atter båden. Samme fremgangsmåde som dagen før. Men denne gang var der stortun på ekkoloddet i agnfiskeområdet, og levende makrel blev agnet og firet ned i dybet.
”Big banana” er røget i ordforrådet (= stortun). Her snakker vi om langt over 100 kilo!
Billederne på ekkoloddet har fået en hel anden betydning for mig. At se en big banana jagte 20 meter op og ned i vandet under båden er fantastisk, og Vladimir var tændt. Alt blev udført super professionelt, men fisken bed ikke på. Spændende at jage så stort et bytte.
Vi sejlede til gårdsdagens fiskeplads og havde tun i båden, inden solen gik ned. Endnu en dejlig og spændende fiskedag.
Den en uge lange ferie gav os et par hviledage fra fiskeriet. Selvvalgt, grundet økonomi. Vil man fiske hver dag er det muligt. Men vi benyttede os af det fine vejr og tilbragte en dag ved en lille vig. Solbadning og snorkling. Jo, man kan ligge mange timer i det varme vand og se på alverdens fisk i dybet og ”sildene” på klipperne i vandkanten.
En anden dag brugte vi til udflugt. Sejlads med en gammel træbåd langt ind i landet til naturparken Krka. Mulighederne er mange ud over fiskeriet.
Vores sidste fiskedag foregik som de øvrige. Og nej, det er ikke kedeligt. For der er ikke to ens dage. Vind og vejr er forskelligt, billederne på ekkoloddet ligeså. Badning fra båden selv om vi så hajfinner i overfladen, dog langt fra båden.
Mere chumming, 100 grams lodder på linen, så agnen kom i dybet 50 meter nede. Og så lyden af fisk, der hugger.
Vi havde på skift fightet fisk, Christian og jeg. Og de obligatoriske trofæbilleder. Denne sidste fiskedag gik på hæld, mens solen nærmede sig horisonten. Jeg stillede mig tilfreds med fangsterne, rigtig fede fiskedage.
Boiiiing. Linen blev flået af hjulet. Vi for alle rundt og trak liner ind og gjorde klar til fight. Skulle jeg få lov at få nok en tun?
Inden jeg vidste af det, sad jeg spændt for i stævnen. Det var tydeligt en god fisk. Jeg sad og svedte, mens solen forsvandt i havet. Så fås det ikke bedre. Vladimir bad mig fighte hårdt, nok fordi mørket kommer hurtigt så langt mod syd.
Hvilken kamp med denne fisk, grundet det hårde pres. Intenst og spændende. Og den var stor. Væltede sig rundt i overfladen, harpunen sat lige bag gællerne – helt perfekt.
Mens jeg samlede kræfterne og gik agter, var fisken stukket, grejet sikret til sejlads, fisken indenbords og fuld skrue hjemad. Hvilken fisk! Hvilken fight! Hvilken afslutning på tre fede fiskedage. Glad, syret til, hygge med en god ven, en god skipper, perfekt fisketur. Måske lidt fiskeberuset blev det til gode og skøre fiskebilleder. 172 cm glad lystfisker og 176 cm flot tun på 65 kilo.
Lidt fakta, pr. person
Fly tur/retur Billund-Zadar med Ryanair: 900 kr.
Fiskeri pr. dag for båden: 500 €.
Overnatning på familiehotellet (simpel standard): ca. 200 € inkl. morgen- og aftensmad.
Turen kostede mig samlet 9000 kr.
Fakta fiskeri og hotel
Predator Big Game Fishing (Vladimir Pezo) http://www.predator-game-fishing.com/indexeng.php?lan=eng
info@mako-big-game.com. Tlf. + 385 (0)98 221 644.
Pansion “Adriano” v. Augustin Kovacev, Put KuÄine 8, 22242 Jezera, Otok Murter Kroatien. Tel. 022/438-205.
