storaa_laksepremiere_2012

Laksekvoter i vestjyske vandløb i 2013

Nu er laksekvoterne for fiskesæsonen 2013 klar, og reglerne for fiskeri er også fastlagt, det skriver fiskepleje.dk.

Hvert år fastsætter DTU Aqua kvoter for, hvor mange laks der må fanges i de vestjyske vandløb.

Laksekvoterne tildeles efter nogle generelle principper samt overvågning af de tendenser, der er observeret på det foregående års fordeling mellem smålaks, mellemlaks og storlaks.

I de vandløb, hvor der er lavet egentlige undersøgelser af lakseopgangen, bliver det seneste observerede antal opgangslaks grundlaget for kvoteberegningen. Ligesom i de foregående år skal alle også i 2013 indberette hvor mange laks de fanger både hjemtagne og genudsatte laks. Indberetningerne er et værdifuldt redskab i forvaltningen til gavn for både bestandene og fiskeriet. 

I 2013 bliver der mulighed for at hjemtage stort set lige så mange laks i grupperne mellem- og storlaks, som det har været praksis de foregående år. Baggrunden for ikke at hæve høstraten i 2013 er, at bestandene stadig er i en opbygningsfase.

Derimod er der i år en lidt større kvote for smålaks, såkaldte grilse. Derfor er der i nogle vandløb forskel på kvoten for laks over og under 75 cm. Baggrunden for at vælge 75 cm som et skillepunkt er, at grilsene især findes i gruppen af fangede laks med en længde på 75 cm og derunder.

I vandløb, hvor man ikke har tal for opgangen (Sneum Å, Kongeå, Brede Å og Vidå) tildeles kvoten 50:50 mellem smålaks og gruppen mellem- og storlaks.  

I Varde Å er der sket en forholdsvis stor reduktion i kvoten. Denne situation skal ses i sammenhæng med, at man først i 2012 har fået et reelt tal for hvor mange laks, der vandrer op i Varde Å, og kvoten for 2013 er nu afstemt med den aktuelle opgang.

For alle vandløb gælder, at kvoterne kun kan blive større, hvis bestandene vokser. Større bestande skabes ved målrettet indsats indenfor fjernelse af opstemninger og forbedringer af gyde- og opvækstområder. Princippet om, at ”man skal så, før man kan høste”, bør være en selvfølge af hensyn til laksen. 

 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse