find forsikring

De magiske 10 kg

Den 4. maj stod dagen på geddefiskeri på en ny sø for Emil og Johan, to meget engagerede lystfiskere på hhv. 19 og 18 år.
Vores plan var at eksperimentere med levende agnfisk på denne forholdsvis svære sø , og man må sige, at det blev en succes.
Vi stævnede ud efter mindre forsinkelser klokken 7.30. Efter den obligatoriske kamp med at få den lettere upålidelige elmotor til at fungere, satte vi kursen mod skallerusen, der havde stået natten over. Til stor overraskelse var den fyldt til randen med perfekte agnskaller.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, mens vinden sørgede for at sætte en smule gang i vandet. Ved 15- tiden havde det, på trods af det ellers lovende vejr, været en stille dag med sporadiske gedder op til 3 kg, så vi satte kurs mod bådstationen.
Dog dørgede vi på vej hjem hen over et lavvandet område, der sagtens kunne holde fisk. Dette skuffede dog, og lige da vi skulle til at trække stængerne op, lød der et gigantisk plask 20 meter bag båden. Linen piskede af hjulet, og knarren brokkede sig højlydt.
Emil var hurtigt over stangen og gav et solidt modhug. Fast fisk. En overvældende fight udspillede sig de næste tyve minutter, og da fisken endelig viste sig i overfladen, lød der skrig og jubel over hele søen.
Et gigantisk monster af en gedde havde forbarmet sig over en stor skalle, fisket højt i vandsøjlen. Nettet var endda for småt til fisken. Efter en hurtig fotosession og skånsom vejning kunne den 10,3 kg tunge madamme svømme videre. Først nu forsvandt adrenalinet, og det gik op for os, hvor stor fisken rigtigt var.
Turen har givet os blod på tanden, og vi satser nu stærkt på geddefiskeriet i maj.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse