Fin efterårsbrasen

Jeppe og jeg havde aftalt en tur med Anders til en mindre sø for lige at møde ham og få en hyggetur. Anders havde haft et par ture til søen hvor han havde mistet en del gode karper samt fået nogle mindre fisk på land.

Vi ankom til søen kl. 17.00 hvor Anders allerede sad ved pladsen. Vi hilste på ham og begyndte ellers at få rigget til. Vi lagde to stænger ud lige ved egen kant. Disse fiskede med method feeder og henholdsvis popupmajs og hookpellets. Foderet på feederen var skoldede pellets, rasp, dåsetun og en del partikler i form af pellets og majs. Derudover lagde vi en karpestang med popupmajs helt over ved den modsatte bred. Anders havde en baitboat med så den prøvede vi lige. Det var egentlig meget sjovt selvom det var en noget sølle udgave.

Vi satte os godt til rette og så startede hyggen ellers. Vi fik drukket øl og cola og spist chips mens fiskesnakken gik derudaf. Stængerne hørte vi ikke meget til og efter et par timer tog jeg lige de to method stænger op for at sætte nyt foder på. Hookpelletsne var røget af så jeg agnede i stedet for om med to gummimaddiker og en gummimajs.

Mørket faldt stille og roligt på og vi fik os lidt pandekager og lidt varmt at drikke. Det var lunt og vindstille, og samtidig lidt trykkende så det virkede umiddelbart til at være godt fiskevejr. Lige så stille begyndte der da også at vende en del fisk i søen men huggene udeblev stadig.

Kl. lidt i ti kommer hugget dog. Jævne bip fra bidmelderen på midterste stang indikerer at noget har taget de to gummimaddiker og gummimajsen. Jeg får hurtigt strammet op og mærker tung modstand. Fisken fighter for tungt til at være en karusse men ikke hårdt nok til at være en karpe. Derfor er jeg i suder- eller brasenbaner men da der vist ikke er suder i søen hælder jeg mest til brasen. Langsomt får jeg presset fisken op til overfladen, hvor Jeppe står med lys og Anders er klar med net. I lyset fra pandelampen ser vi en pæn brasen komme flydende ind i nettet. Fantastisk! Og lidt af en overraskelse. Vi får målt fisken til 65 cm og vejet den til 3,675 kg. En rigtig fornuftig fisk! Efter at have taget nogle billeder bliver den forsigtig sat tilbage i søen.

Vi fortsætter fiskeriet en lille times tid før himlen så småt begynder at åbne sig og da de har varslet skybrud får vi hurtigt pakket grejet sammen og siger tak for en rigtig hyggelig tur.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse