dansk_grejsamlerklub_logo

Dansk Grejsamler Klub -25 års jubilæum

At samle er nok ligeså gammel en syssel som mennesket selv. Sådan lyder det indledningsvis i forordet til Dansk Grejsamler Klubs 25 års jubilæumsskrift. I hvert fald er det en kendsgerning, at vores fritidsinteresse også rummer en niche for folk, der samler og glæder sig over gammelt lystfiskergrej.

Grej, som meget ofte rummer finurlige ting og har en håndværksmæssig kvalitet, der er sjælden i dag, og som også dokumenterer den voldsomme udvikling, der de sidste mange år har været i fiskegrej.  Den udvikling er især omkring fiskehjul og stænger, katalogiseret og beskrevet af foreningens medlemmer.

Men det er ikke kun grejet i sig selv, der er interessant – historierne bag fylder lige så meget, og dem er der blevet mange af i tidens løb. Nogle blev verdenskendte som eksempelvis Lauri Rapala og hans woblere.

Andre er også gennem foreningens arbejde nået ud til en bredere kreds, og meget ligger endnu og venter på at blive skrevet. Også systematiseringen af lystfiskerlitteraturen ligger inden for foreningens interessefelt, og bl.a. har den nuværende formand, Heinz Gerhard, været med til at udarbejde en bibliografi, som rummer en oversigt over 300 års dansk lystfiskerlitteratur.
Foreningen udgiver hver anden måned bladet ”Loppefiskeren”, afholder årlige auktioner og er i øvrigt ofte repræsenteret ved større lystfiskerarrangementer.

Ud over de enkelte medlemmers private samling har foreningen en meget stor og fin opmagasineret samling. Den berettiger til etableringen af det lystfiskermuseum, som man håber med tiden kan blive en realitet. Som i alle andre foreninger er møder, fisketure (med det gamle grej) og andet samvær omkring den fælles passion også et vigtigt element.

Skulle ovenstående vække interesse for foreningen og for at være med til at beskrive og passe på vores lystfiskerfortid, kan den udbygges på www.grejsamler.dk, hvor man kan finde kontaktmulighed til foreningen.
Fiske Avisen ønsker tillykke med jubilæet.
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse