Steen Ulnits sætter endnu engang fiskene under lup – denne gang om fiskenes indre saltbalance.
Fisk er ikke ensvarme som vi selv. De er vekselvarme. De er derfor kolde indeni, når det er koldt udenfor. Og varme, når det er varmt. Men fisk har som alle andre højere organismer brug for at opretholde en konstant indre saltbalance for at overleve.
Fisk er nødt til at opretholde en konstant indre saltbalance for at overleve – uanset om de lever i rent ferskvand eller det salteste saltvand. De er nødt til at sikre, at der altid er den samme saltkoncentration inde i cellerne. Ellers fungerer disse ikke. Og fiskene gør det via en sindrig dansk “opfindelse”, der endte med intet mindre end Nobelprisen!
Men det er ikke så ligetil endda at opretholde en konstant saltbalance, når man befinder sig i vand, der er mere eller mindre salt end én selv. Faktisk så har fisk i saltvand eksakt det modsatte problem af fisk i ferskvand.
I saltvand er det omgivende vand nemlig mere salt end fisken, hvorfor vand ved diffusion vil suges ud af fisken – via en proces, der kaldes osmose. Fisken i saltvand vil derfor udtørres, hvis den ikke aktivt drikker af saltvandet. Og det gør den så!
I ferskvand vil det omgivende vand modsat trænge ind i fisken i et forsøg på at fortynde kropsvæsken, så den får samme koncentration som vandet selv. Fisken i ferskvand vil derfor svulme op, hvis den ikke løbende udskiller det overskydende ferskvand.
Osmoregulering
I begge situationer er fisken nødt til aktivt og løbende at justere sin saltbalance. En proces, der med et fint navn kaldes “osmoregulering”. I saltvand drikker fisken store mængder havvand for ikke at udtørres.
Efterfølgende er den nødt til at udskille de store mængder salt, der følger med drikkeriet. Det gør den på to måder: Via nyrerne, som aktivt udskiller salte som magnesium og sulfat og via gællerne, der tager sig af det almindelige salt – natrium og klorid.
I ferskvand er fisken omvendt nødt til at udskille alt det indtrængende vand, der ellers ville få fisken til at svulme op. Det gør den via store mængder stærkt fortyndet urin, som via nyrerne løber i en lind strøm gennem fisken. Men herunder får den skyllet kritisk store mængder salte ud med urinen, som den må erstatte ved aktiv saltoptagelse via gællerne.
Heldigvis er fisk i stand til at optage salte fra selv det ferskeste ferskvand – en krævende opgave, som sker via de selvsamme “kloridceller”, der også står for udskillelsen af overskydende salt i saltvand.
Læs hele Steen Ulnits artikel i Fiske Avisens september-udgave, der kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller i abonnement her på siden.
