find forsikring
fiskogfakta_smerte

Fisk & Fakta – Smerte rimer på hjerte!

Hos både fisk og fiskere. Men diskussionen bølger stadig frem og tilbage. For kan fisk overhovedet føle smerte, og hvordan kan vi overhovedet vide det? Steen Ulnits sætter fokus på fisk og smerte i det nye nummer af Fiske Avisen.


Det gør ondt at få en krog i fingeren. Det kan alle lystfiskere skrive under på. Før eller siden går det galt, og så gør det ondt. Det er ingen uenige om. Men det er efterhånden en gammel traver inden for såvel fiskeribiologien og dyrefysiologien som etologien og etikken: Om fisk nu også kan føle smerte?

Det er et emne, der gennem årene har optaget mange mennesker og mange miljøorganisationer – typisk parter med stærkt modstridende interesser.
Lystfiskerne vil naturligvis gerne nedtone den mulige problemstilling. Og dyreværnsforeningerne vil lige så gerne optrappe problematikken. Det er der intet nyt i, men der er desværre heller ikke meget nyt at tilføre debatten. Videnskaben er ikke kommet ret meget nærmere det at tale med fiskene, så man kan spørge dem selv, om det nu også gør ondt.

Dette hindrer imidlertid ikke nye forskere i regelmæssigt at gå ind i debatten, men der tegner sig stadig det samme tydelige billede: Debattørerne bruger de tilgængelige videnskabelige facts til at understøtte det, de nu engang selv mener. På godt og ondt og i mangel af bedre. På den måde ligner debatten meget den almindelige politiske debat: – Viel Geschrei und wenig Wolle, som de siger nede sydpå!

Uheldigvis kan denne debat på sigt føre til, at vi må opleve indskrænkninger i vor udøvelse af lystfiskeriet med stang og line. Uheldigvis, for debatten er sjældent baseret på facts, men næsten altid på følelser. Ofte forholder det sig desværre sådan, at folk udtaler sig om noget, de reelt ingen viden har om. Nok en mening, men en mening baseret på Disney-syndromet. En mening styret af antropomorfisme, som er et fint og gammelt græsk ord for at tillægge dyr menneskelige egenskaber.

Disney-syndromet
Som biolog ved man, at det er en farlig boldgade at komme ind på. Når Bambi er på glatis og kigger på seeren med store dådyrøjne. Når sælerne i sælariet spiser fisk af hånden, mens de kigger på publikum med deres kuglerunde øjne. Når isbjørnen Siku går på TV og bliver alles kæledægge.

Når fisk begynder at tænke. Og så videre. Alt sammen godt nok og sjovt nok, men desværre også medvirkende til at fjerne fokus fra den virkelige verden. De fleste mennesker vil jo ganske naturligt hellere leve i en beskyttet Disney-verden, hvor dyrene er yndige, kloge, behagelige og gode mod hinanden.

Læs hele artiklen i Fiske Avisens juli-udgave, der kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller i abonnement her på siden.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse