lerkenfeldt_havorred_7_2_kg_85_cm

Flot havørred fra Lerkenfeld Å

Torsdag den 30. september tog min mand Hans Ole og undertegnede til Lerkenfeldt å. Vi begyndte fiskeriet ved halv syvtiden. Vejret var perfekt til dvs. sol/skyer ingen vind. Der var lidt koldt da vi ankom, kun lige 0 grader, og der var rim på græs og planter. Senere blev der lidt varmere ca. 10 grader.

Ved syv tiden mærkede jeg lidt, der pillede ved min orm. Jeg kunne mærke, at det var en lidt større fisk, der var i gang med sin morgenmad, så jeg tog den lidt med ro og vippede lidt med ormen, trak den lidt ind og lod den igen falde ned. Pludselig skal jeg love for at der blev liv for enden af snøren. Den sprang ovenud af vandet og tog udløb både op- og nedstrøms. Men jeg fik den dog på land: En flot nyopstegen sølvblank havørred med løse skæl på 69 cm. og 3,4 kg. Mens jeg kæmpede med at få den op så jeg to andre store havørreder der hurtigt svømmede ind under noget grøde. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte blive og fiske lidt mere på dette sted. Ny frisk orm på krogen, og så ud i åen med den, og ind under grøden, hvor jeg så at den ene forsvandt. Efter mange forsøg mærkede jeg endelig et ordentlig hug. Og jeg skal love for at der blev røre i vandet. Det der var for enden af snøren var rigtigt tungt, for jeg kunne ikke få den op til overfladen, så jeg kunne se hvor stor den var. Men efter et kvarters tid var den kørt så træt, at jeg fik den at se. Halløj! For en stor havørred. Jeg fik nettet slået ud og ville så lande den på denne måde. Selv om jeg har et stort net kunne jeg ikke få den i nettet. Og hvad gør man så? Ud i åen med den gamle kone, hånden ind i gællerne i den ene side, men jeg kunne ikke løfte den i en hånd, så jeg smed fiskestangen, og greb fat i gællerne i den anden side med den anden hånd, og smed den op på brinken. Jeg var bare så uheldig at jeg stod på fiskestangen, så stangspidsen knækkede da jeg smed havørreden op på brinken. Da den lå på brinken, slog den et ordentlig slag med halen og var ved at ryge i åen igen. Men igen var den gamle kone hurtig: Jeg satte mig på den. Så nu ligger den i vores fryser klar til at koldrøge. Det var min hidtil største havørred 85 cm og 7,2 kg.

Jeg vil lige tilføje at Hans Ole fangede intet denne dag, men han slæbte den store havørred op til bilen da vi skulle hjem, for jeg havde hvis haft lidt døje med at slæbe over ti kilo havørred på en gang.

Det var så min historie denne gang

”Og det er ganske vist”
KH. Karen
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse