find forsikring
nyt-slyng

Havørreder gyder på helt nye gydebanker

Kort tid efter entreprenørfirmaet Sloths Naturpleje var færdige med de nye slyng med gydebanker i dele af Lindenborg Å og Lunddal Bæk, dukkede havørreder op for at gyde. 

De nye og udvidede slyng i dele af Lindenborg Å og Lunddal Bæk i engdraget mellem Ravnkilde og Nysum nåede knap at få gydegrus i første del af december, før store havørreder fra Limfjorden kom ind for at gyde. 

De nye slyng og afskæringen af eksisterende drænledninger og brønde i engområdet har til formål at reducere udvaskningen af kvælstof i Limfjorden af hensyn til miljøet. Udlægningen af gydegrus på delstrækninger og i de nye slyng i Lindenborg Å og Lunddal Bæk er ifølge Ivan Holm, miljøtekniker hos Rebild Kommune, gjort for at gøre forholdene bedre for fiskebestanden i vandløbene. Det skriver Nordjyske. 

– Jeg har selv i denne uge været ude at se på forholdene, efter at hele anlægsarbejdet nu er tæt på afsluttet. Her så jeg selv havørreder, der var gået fra Lindenborg Å op i Lunddal Bæk for at gyde på den anden side af det nedlagte Lunddal Dambrug, hvor de tørlagte damme nu er erstattet af et nyt slynget forløb for bækken, forklarer Ivan Holm til Nordjyske.  

Helt naturligt 

Ifølge fiskebiolog og ansat hos Danmarks Sportsfiskerforbund, Kaare Ebert, er der en naturlig forklaring på, hvorfor havørrederne har været så hurtige til at bruge de nye gydebanker i Lindenborg Å og Lunddal Bæk. 

– Det regnfulde vejr i år og dermed den høje vandstand i vandløb generelt har fået nogle af havørrederne til at gå endnu længere op i vandløb end normalt for at gyde.  Det betyder nemlig en lavere vandstand og dermed bedre forhold til at gyde i mindre konkurrence om pladserne med andre havørreder, påpeger han over for Nordjyske. 

De nye gydebanker i Lindenborg Å er anlagt få hundrede meter fra udspringet af åen i kildevældet i engdraget mellem Ravnkilde og Nysum.  

Derudover påpeger Kaare Ebert, at det nyudlagte grus også er en grund til, at havørrederne er kommet så hurtigt. Han forklarer, at gruset er fri for indhold af sand, hvilket er attraktivt for havørrederne, da det betyder en større chance for udklækning af deres æg. 

Gravearbejdet mellem Ravnkilde og Nysum begyndte i begyndelsen af oktober og var stort set afsluttet i begyndelsen af december som planlagt. Indehaver af Sloths Naturpleje, Ole Goldermand Petersen, forklarer, at der kun mangler at blive afskåret drænledninger i engområdet og sløjfet nogle brønde samt genetableret en grusvej. Derudover skal der i april eller maj finafrettes nogle jordarealer i Lunddal Dambrug. 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse