Mange ville nok også ryste godt og grundigt på hovedet, hvis man fortalte, at man i løbet af nætterne op til afrejsen oftest vågner op med alarmerende fiskefeber i en så høj grad, at man burde indlægges på den intensive afdeling. Det er dog imidlertid tilfældet for et par håndfulde dybt passionerede lystfiskere, for har man bare én gang smagt på Ishavets hårdt pumpende stortorsk, så er man solgt for livet.
Skrei
Hvert år omkring årsskiftet starter de atlantiske torsk fra hele Ishavet deres vandring mod gydepladserne langs Norges vestkyst. Den enkelte torsk vender hvert år tilbage til nøjagtigt det samme område for at videreføre generne. Gydevandringen kan være op mod 1.000 km lang, og i løbet af denne færd skifter torskene karakter til massive muskelbundter, og hunnernes æggestokke begynder at vokse. Denne lange gydevandring og de torsk, der udfører dem, betegnes som skrei. Navnet ”skrei” kommer af oldnorsk – at skride eller at vandre.
Skreitorskene migrerer til deres gydepladser langs det meste af Norges vestkyst – fra Lofoten til Nordkap. Biologiske videnskabelige undersøgelser af subpopulationer har vist, at de gennemsnitligt største torsk vandrer mod en lille fjord på den sydlige del af den store Norske ø, Sørøya. Det er her, fiskeriet efter disse kæmpetorsk de sidste år kun er blevet bedre og bedre.
Jeg vil vove den påstand, at de fleste lystfiskere anser torsken for en lettere primitiv og dum fisk, typisk på grund af de fangstmetoder, vi anvender under danske himmelstrøg. Ligeledes betragtes den ikke som en præmiefisk, hvad angår fighteregenskaber. Disse ret indgroede antagelser tager det dog kun et par nedslip med gummidyret under skreifiskeriet, før man har opdaget, at man har taget helt fejl. Torskene heroppe er nogle onde fightermaskiner, som uden problemer kan tage 40 meter udløb for en totalt lukket 10 kg bremse.
At torsken ikke er en primitiv og dum fisk, skal man kun se få undervandsoptagelser af fiskens adfærd omkring jiggen for at forstå ej heller er sandt. Det fremgår tydeligt, at fiskene er nysgerrige, undersøger jiggen og bl.a. derfor hugger på denne. At torsken er primitiv er ej heller en korrekt antagelse, hvilket man kan læse sig til i biologiske afhandlinger om deres gydemønstre.
Hunnerne, som oftest tæt på legen, er ekstremt rogntunge og har derfor svært ved at trykudligne, da æggestokkene fylder så stor en del af kropshulen ud. Derfor vil de stor huntorsk oftest befinde sig øverst i vandsøjlen, i hvert fald i dagene lige før legen skal gå i gang. Når forholdene, der bestemmer legen, er optimale, det vil sige vandtemperaturen, saltholdigheden, bundsubstans og dagslængde, vil hunnen søge mod bunden, typisk under en stime hanfisk. Her vil hun hvile på bunden, imens hannerne yder ”displays” ved at skyde lodret op igennem vandsøjlen, alt imens de afgiver brummende og klikkende lyde. Hunnen udvælger sig herefter et fåtal hanner med de rigtige displays, hvorefter hun søger hannerne i midtvandet, hvor gydningen sker bug mod bug.
Hele denne gydeseance kan man med fordel drage nytte af under skreifiskeriet. Proceduren, jeg bruger i min båd under skreifiskeriet, er skitseret i punktform nedenfor, og har givet ufatteligt gode resultater.
Find fiskene
Fiskene er som udgangspunkt nærmest over det hele. Der er dog steder, som typisk holder større koncentrationer af fisk samt flere større fisk. Led efter følgende: Udposninger eller samlinger på dybdekurver, stejle skrænter, hvor fiskene kan stå i læ og knolde og andre features, som skaber variererede bundforhold.
Torskene samler sig typisk på såkaldte ”rastepladser” uden for de rent faktiske ynglepladser. Derfor vil fiskene oftest også tage føde til sig, og 95 procent af de fangne fisk er bidefisk. Har man derfor først haft godt fiskeri i et område, er der stor sandsynlighed for, at fiskene er at finde der dagen efter, og måske også året efter.
Læs hele Morten Baks artikel i Fiske Avisens marts-udgave, der kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller i abonnement her på siden.
