Det var blevet onsdag middag og vi skulle have linjefag. Vores fiskebus (Berta) kørte en tur til Lerkenfeld å, med Bo Frier bag rattet. Det første hold blev smidt af et godt stykke udenfor skoven, efter fredningen. 3 af mine fiskekammerater og jeg blev smidt af der, mens resten af fiskeeleverne blev kørt op ovenfor skoven. Janus og jeg gik opstrøms, mens de andre gik nedstrøms. Vi var ikke nået langt før der var bud efter spinneren. Det var en lille farvet hanfisk omkring halvmeteren. Fisken blev hurtigt landet, og så retur til den høje brune å. Vi fiskede længere opstrøms for, at finde et sted hvor man kunne komme over åen.
Da der var for meget vand, blev vi på den side hvor vi startede, og der gik ikke længe før der igen var fisk. Der var ikke den største havørred. Målebåndet kom ikke over 40cm. Undermåleren blev sat ud og vi fiskede videre.
Da vi kom et godt stykke derud af, fik Janus lov til at gå forrest. Det skulle ikke hjælpe noget. Vi kom så langt opstrøms at vi kunne se skoven, og næsten se de andre af vores kammerater. Jeg nåede lige at tænke, ved den grødepude ser der bare godt ud! Jeg lagde et kast op til den, men intet skete. Endnu et kast blev kastet, men der skete heller ikke noget. Sidste kast blev kastet og jeg kunne følge min spinner langs egen brink. Den spinnede fint rundt, lige indtil en fisk nærmest fløj ud fra egen brink efter min spinner. Lige da den tager spinneren, skynder den sig over til modsatte brink og bore sig godt ind under. Imens alt dette sker råber jeg som en gal på Janus, selvom han kun står små 5 meter fra mig.
Da jeg ser den blanke side i vandet strejfer der sig en tanke i mig: Det er laks!! det er laks! Jeg tror sgu det er laks… Ej, det kan ikke passe! Laks i Lerkenfeld å? Jeg råber og skriger til Janus: Janus der er laks! Det er laks! Det er laks! Osv. Laksen fighter virkelig godt. Lange hidsige udløb op og nedstrøms, mens jeg tænker: Please, please lad nu vær. Tag det stille og roligt!
Efter 5-10 minutter sætter Janus sig ned til åbrinken, for at lande den. Han får fat i halen og under maven og går stille og roligt op på land med den. Da den ligger i græsset bliver der virkeligt råbt og skreget igennem af både Janus og jeg.
Janus fisker en lille stykke op af, men vi beslutter os hurtigt for at gå tilbage til mødestedet, for at vente på de andre. Mens vi sidder der kommer de 2 andre tilbage. De har ikke fanget noget eller ikke set noget. Vi sidder og snakker om fighten og fisken mens vi venter på Bo og Berta.
Der går ikke længe for de kommer trillende over bakkerne. Det første Bo siger, da han stiger ud af bilen er: ”Der ligger da vist en havørred på bænken derovre”. Men Janus følger op med: ”Nej Bo, det er det ikke”. Så må det da være en regnbue”? ”Nej Bo. Det er en laks” WHAT!!!
