oresund_550

Masser af småtorsk i Øresund

Til gengæld rummer  Øresund i år masser af stegetorsk. Dette er i sig selv et positivt tegn, idet man må formode, at de i de kommende år vokser sig større. 20. juli fik jeg en god fornemmelse af hvor mange småtorsk, Øresund rummer.

Inden afgang fra Nordhavnen i Helsingør fortalte skipper Lars Pryds lidt om dagens forventede fiskeri, som han betegnede som let pirkefiskeri på torskebuler med op til 200 grams pirke og en ophænger. Først skulle vi fiske på hans hemmelige sted, der de sidste par måneder hver dag har været god for omkring 10 torsk pr. mand. Her ville torskene bide den første halve times tid, hvorefter mængden af fejlkrogede fisk ville vokse.

Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at stedet ligger på den danske side af Øresund syd for færgerne. Derefter ville han fortsætte sydpå og "plukke" af de stimer, han også kendte til. Endelig skulle vi runde det nordlige Vens pladser og derefter sejle tilbage langs svenskekysten og fiske efter, hvad der nu måtte være. Lars har i øvrigt kendskab til et par stortorskepladser ved Ven, men han betegnede fiskene her som så magre, at de ikke var værd at fiske efter.

Lars’ hemmelige plads 
Omkring 20 minutter efter, at vi havde forladt Nordhavnen, ringede skipper pirkene ned for første gang. Næppe var bunden 12-15 meter nede nået, før der var hug, og herefter væltede der torsk ind over rælingen. Alt var euforisk. Doubler og tripler fulgte hinanden. Tre minutter senere ringede skipper pirkene op, og 20 sekunder senere blev de ringet ned igen. Dette fortsatte i den otte sekundmeter sydlige vind med højt solskin en lille times tid, og – ganske rigtigt – der blev flere fejlkrogede fisk. Her stoppede skipper så fiskeriet og fortsatte langs danskekysten sydpå. Endelig blev der tid til at rense og nedkøle fangsten i de medbragte køletasker.

Fiskeriet var fortsat godt, men levede slet ikke op til den første plads. Ved 12-tiden afsøgte vi det nordlige Vens pladser, men fandt kun småtorsk. Herefter blev kursen sat nordpå, og det lykkedes da også skipper at finde en fem meter bule. Den befriede vi for fem-seks torsk i tre kilos størrelsen, men da skipper vendte tilbage til bulen, havde fiskene spredt sig.

Efter 20 minutters videre sejlads uden fisk på bunden, vendte Lars stævnen mod Danmark, og – kunne jeg efterhånden se – direkte mod hans hemmelige sted. Her fulgte i en god times tid et fiskeri, der om muligt var endnu bedre end om morgenen. Ned med pirken, et enkelt ryk, og der var bid. Faldt fisken af, så et enkelt ryk mere, og en ny fisk sad på krogen.

Nogle fangede flere end andre, men alle farver pirke virkede. Torskene var fra "guppy"størrelse op til to-tre kilo. Dem under 35 cm samt evt. magre fisk blev genudsat, mens de gode spisefisk blev hjemtaget. Der var vist ingen, som havde under 20 fisk med hjem.
Faktisk var fiskeriet så koncentreret, at de sidste fangster her først blev renset på hjemvejen til havnen. Forinden måtte skipper dog lide den tort, at en anden turbåd på vej sydpå stoppede op. De mange torsk, der blev væltet ind over rælingen på "Nadia", talte deres tydelige sprog, og herefter blev Lars hemmelige sted til hans "hemmelige" sted.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse