find forsikring

Miljøstyrelsen politianmelder importører af fiskegrej

Miljøstyrelsen politianmelder to importører af fiskeudstyr til lystfiskere. Det sker efter, at Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har fundet store mængder bly i fiskeudstyr som blink, lodder og pirke.

Inspektionen har været på kontrolbesøg i danske butikker og hos importører. Her fandt de over 80 procent bly i en fjerdedel af de undersøgte produkter, selvom fiskegrejet kun må indeholde 0,01 procent bly. Bly er skadeligt for både mennesker og miljø. To af de anmeldte importører har tidligere fået en indskærpelse for at sælge blyholdigt fiskeudstyr videre til butikkerne, og derfor bliver de nu meldt til politiet.

– Det er meget store mængder bly, der er fundet i udstyret, og det er et klart brud på reglerne. Derfor forstår jeg godt, at Miljøstyrelsen nu skrider til politianmeldelser. Hermed sender de et entydigt signal til branchen om, at ulovligt fiskeudstyr ikke tolereres i Danmark. Vi har forbudt bly i Danmark, fordi det er et giftigt tungmetal, som ikke nedbrydes i naturen, men ophobes i fødekæden til skade for både mennesker og miljø. Jeg kan forsikre lystfiskere og branchen om, at Kemikalieinspektionen vil gentage kontrollerne, indtil vi ikke længere finder bly i fiskegrej, siger miljøminister Karen Ellemann.

Mest restriktive blyregler i EU
Danmark har de mest restriktive blyregler i EU for at forhindre, at bly spredes i miljøet, og dermed ender i mennesker. Siden 2002 har bly i fiskeudstyr og en lang række andre produkter været forbudt på det danske marked. Bly kan blandt andet medføre adfærdsændringer, nedsat indlæringsevne og nedsat intelligens for eksempel ved indtagelse gennem fødevarer.

– Jeg vil opfordre til, at man for en sikkerhedsskyld afleverer sit udtjente fiskegrej som farligt affald på genbrugsstationen. Dermed undgår vi, at blyet cirkulerer i samfundet og ender i os mennesker eller miljøet, siger Karen Ellemann.

I Danmark brænder vi størstedelen af vores affald fra husholdningerne. Hvis blyholdige produkter ender som affald, ender blyet efter forbrændingen hovedsageligt i slagger og flyveaske. For at kunne genanvende affaldsprodukter, som slam, slagger og flyveaske er det derfor vigtigt, at det er fri for bly og andre tungmetaller.

Forhandlerne skal kunne dokumentere at fiskegrejet ikke indeholder bly. Kan de ikke det, skal de tage produktet tilbage. Har man fiskegrej derhjemme, som er købt før forbuddet i 2002, er der en stor sandsynlighed for, at det indeholder bly.

Om undersøgelsen
Miljøstyrelsen undersøgte 120 tilfældigt udvalgte blink, pirke og spinnere. Her fandt man bly i 76 produkter. Kemikalieinspektionen udtog 39 produkter til nærmere analyse på grund af mistanke om højt blyindhold. 29 af produkterne indeholdt over 80 procent bly.

I 2008 undersøgte Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion omkring 60 produkter i butikkerne. Her fandt man bly i 80 procent af varerne. Hovedbestanddelen af produkterne indeholdt mere end fem procent bly.

 
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse