mice_tail_berkley_powerbait

P&T agntest: Mice Tails

Verden har set en ny agn fra Berkley. Agnen hedder Mice Tail og minder mest om en hybrid mellem en jigg og en kugle PowerBait. Agnen er 8 cm lang, flydende, købes i lynlåsposer med 10 stk. og fås i et utal af farvevariationer. Konsistensen er som en jigg, og den sidder rigtig godt fast på krogen.

Jeg havde fornøjelsen at teste agnen på en bidende kold januardag, hvor andre fiskere ved søen var på vej hjem efter flere timer uden fangst. Jeg fik at vide, at fiskene var træge, men ville alligevel lige teste agnen en times tid, inden mørket satte ind.

Agnen kan fiskes på mange måder. Den kan fiskes som jigg/spin-jigg med et lille stykke belastning foran. Den kan fiskes efter et kasteflåd, igen med let eller ingen belastning, og den kan fiskes på løsline, eventuelt med et lille bitte synk som belastning. Den meget bløde ”musehale” er ekstremt levende i vandet, og duften er meget lig den, der er i de jigghaler og maggots, der også kommer fra samme firma. Med en meget let belastning kan agnen fiskes næsten vægtløst i vandet og meget langsomt, hvilket er ren gift for vintertræge ørreder!

Jeg placerede mig ved bredden af Tusaagaard P&T i Midtjylland lige ved udløbet af en kunstig å i søen og håbede på at finde en fisk eller to der, da de burde være i området nu, hvor gydningen skulle foregå, hvis de var i den vilde natur.

Jeg fiskede Mice Tailen ved at kroge hovedet på den med en enkeltkrog str. 10 og binde den på et 50 cm langt stykke fluorocarbonline 0,20 mm, hvor der var en lille svirvel i enden som bindeled mellem fletlinen på hjulet. Svirvlen tyngede netop agnen så meget, at den sank ganske langsomt, og jeg kunne fiske den utroligt langsomt og levende lige i strømkanten.

Allerede efter tre kast var der en fisk, der luskede efter på kort afstand. Dette gentog sig fire gange kort efter hinanden, hvorefter der var lidt pause i aktiviteten. Først da jeg lod agnen synke helt til bunden og jiggede den op mod overfladen, var der hug! En rigtig fin fisk havde taget Mice Tailen, og efter en god lille fight kom en prægtig bækørred til landing i det kolde vand.
Med denne mængde reaktioner på en ellers meget svær dag kan jeg kun varmt anbefale at få suppleret grejarsenalet op med et par poser af disse lækre, holdbare og velfangende agn, der er meget alsidige og helt sikkert vil få masser af ørreder til at miste besindelsen i årene fremover! Jeg skal helt sikkert også prøve agnen i min lille hemmelige bækørredå og måske på kysten en varm sommernat efter et kasteflåd, for den virker helt rigtig i både form, gang og duft.
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse