find forsikring
laks_gudenaaen

Randers Kommune præmierer Gudenåens største laks

Randers Kommune vil nu sætte endnu mere fokus på Gudenåen som et fremragende laksevand. Det sker ved, at kommunen præmierer den største laks, der er fanget på stang i Gudenåen på strækningen fra Randers Bro til Tangeværket.


Konkurrencen om at fange den største laks gælder allerede fra i år, mens selve præmien vil blive uddelt i forbindelse med den udsætning af smolt (lakseyngel), som Randers Kommune foretager i april næste år.
Præmien for den største laks i 2010 er en skulptur af en laks i spring. Den er lavet af kunstneren Henrik Wessel Fyhn, der arbejder meget med skulpturer i metaltråd, træ og sten. Læs om kunstneren på http://www.wesselsatelier.dk/

Hvis man vil deltage i konkurrencen om at fange den største laks i Gudenåen i 2010 skal man indsende dokumentation af fangsten. Dokumentation skal være i form af en angivelse af laksens vægt og længde, fangststed og fangstmetode.
Dokumentationen skal vedlægges et foto af fisken – helst digitalt – og gerne så laksens størrelse er anskueliggjort, f.eks. ved at lægge den på bredden ved siden af fiskestangen. Dokumentationen skal indeholde navn og adresse på både lystfiskeren selv og en person, der kan bekræfte fangsten. Vinderen vil få direkte besked.

Dokumentationen skal indsendes til hersom@randers.dk.
Billederne af laksene fanget i Gudenåen vil blive bragt på www.randers.dk under Natur og vand.

Konkurrencebetingelser
Laksen skal være fanget på flue-, mede- eller spinnestang i Gudenåen på strækningen mellem Randers Bro og Tangeværket i perioden mellem 1. marts og 1. november 2010.

Randers og laks
Randers Kommune har gennem mange år støttet bestræbelserne på at gøre Gudenåen til et attraktivt laksevand og retablere en laksestamme i åen. Der er bl.a. sket gennem udsætning af laksesmolt for mange millioner kroner.
Det har resulteret i, at Gudenåen rangerer i ”Top 10” over europæiske laksevande.
Randers Kommune arbejder aktivt på at sikre og forbedre forholdene for laksene i Gudenåen, så laksen igen kan finde egnede gydebanker og vokse op i Danmarks eneste flod.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse