find forsikring
tivoli-fiskeri

Tivoli efterlyser lystfiskere

Hvis du har en drøm om at få en af de velnærede karper på krogen i Tivoli Søen, har du chancen for at leve drømmen ud den 10. september.

I anledning af den nye Fiskefestival i Tivoli afholdes en lystfiskerkonkurrence på tid, hvor den der får den største karpe på krogen har vundet.

Konkurrencen finder sted 10. september mellem 12:00 og 13:00. Eneste krav er en fiskestang.

–  Jeg forventer mig rigtig meget af konkurrencen for jeg har med egne øjne set flere kæmpe store karper svømme rundt i søen. Den største jeg har set blive fanget i Tivoli søen vejede næsten 15 kg og den var virkelig stor. Det bliver rent guf for lystfiskerne som deltager, og jeg tror på, at rekorden bliver slået, siger Lasse Due Andersen, Kurator for Tivolis Akvarium.

Medbring fiskestang
Det er ikke hverdagskost, at gæsterne får lov til at fiske i Tivoli Søen. Deltagerne skal selv medbringe egen fiskestang og forhåndstilmelde sig. De 3 bedst placerede lystfiskere får 2 x 2 billetter til musicalen "ELSK MIG I NAT X-MAS", der får repremiere i Tivolis Koncertsal den 11. november 2011.

Tilmeld Dig
Tilmelding er nødvendig. Interesserede som vil løbe med titlen som "Tivoli mester i lystfiskeri" skal tilmelde sig hos Lasse Andersen på lda@tivoli.dk senest den 8.9.11. Her får du også nærmere instrukser om konkurrencevilkårene.

Kort om Fiskefestival i Tivoli
Den 10. september tager Tivoli fat på en ny Fiskefestival, hvor der bydes på dage i fiskens tegn med alt fra gourmetoplevelser, kokkekonkurrencer til krabbevæddeløb. En ny fiskerby med boder med alt godt fra havet ser dagens lys, og den skal bidrage til at åbne gæsternes øjne for havets fristelser.

Gæsterne kommer tæt på fisk og forskellige maritimt relaterede aktiviteter. Børn og voksne kan deltage i konkurrencer, tegne med blæksprutteblæk, pille rejer og prøve kræfter med at flå en rødspætte. Festivalen er blevet til i samarbejde med The Food Organisation Of Denmark og Danmarks Fiskehandlere. Det foregår fra den 10. september til og med 14. september.
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse