find forsikring
vejlefisker2013

VEJLE FISKER 2013

Forventningerne til det store arrangement er helt i top blandt ørreddagsudvalgets medlemmer.

– Vi forventer op til 500 deltagere i år. De kommer fra hele landet, og flere har deltaget i Vejle Fisker i 25-30 år. Den ekstra tilgang til konkurrencen, som vi forventer, skyldes det flotte resultat, som vi fik sidste år: 46 indvejede havørreder blev godkendt af ”dommerne”. Den største havørred vejede 7,140 kg, nr. 2 vejede 3,700 kg, og de 20 største vejede over 1 kg, så det ser ud til, at vi får en fantastisk konkurrence i år, og det på trods af manglende udsætninger i fjorden de senere år, lyder det fra ørreddagsudvalget.

Fiskeriet må påbegyndes fredag kl. 15.00 og varer til søndag kl. 14.00, hvor indvejning af laksefisk slutter. Umiddelbart derefter er der præmieoverrækkelse.

De deltagende lystfiskere har også rigtig meget at gå efter, idet sponsorerne fra hele Danmark, Norge og Sverige har bidraget med præmier for omkring 125.000 kr.!

De mange præmier kan ses i Ørreddagsbrochuren, som udkommer medio marts. Den kommer til at ligge i landets grejbutikker, men den kan også ses på foreningens hjemmeside www.vejle-fisker.dk

Præmierne uddeles til de dygtige lystfiskere, men er man uheldig ikke at fange en fisk, eller er man blot på besøg i Fremtidsværkstedet, så er der muligheder for at vinde flotte præmier i det store lotteri, som sælges alle 3 dage.

Er man tilmeldt konkurrencen, deltager man automatisk i lodtrækning af præmier på deltagerbeviset. De heldige vindere udtrækkes og offentliggøres lørdag kl. 11.00, hvorefter præmierne kan afhentes.

Sekretariatet holder til i Fremtidsværkstedet, Strandgade 63, 7100 Vejle. Her kan man få sig et hvil og en hyggelig snak med vennerne, mens en kold øl/vand risler ned, og lodder fra det store lotteri rulles ud. Tilmelding til fiskeriet kan også foregå der indtil søndag kl. 10.00, men skal ske, inden fiskeriet påbegyndes.

Stedet kan ses på et kort i Ørreddagsbrochuren, som kan hentes på hjemmesiden.

Hvis man kommer langvejs fra og gerne vil have et sted at overnatte, så er der mulighed for at leje sig ind i en hytte på en af campingpladserne langs Vejle Fjord. På hjemmesiden kan man se en oversigt over cam-pingpladsernes hjemmesider. Ligeledes vil man kunne se campingpladsernes placering på kortet over Vejle Fjord.

Yderligere oplysninger kan fås på tlf. nr. 40 81 30 06 eller 75 83 49 34/40 50 69 35.

Der er masser af gode fiskepladser langs Vejle Fjord, og John Olesen fra kystturudvalget vil her give en beskrivelse af nogle muligheder:

Nordsiden
Albuen: Fisker godt, hvis vandet er koldt.
Tirsbæk: Helårsfredet, men godt fiskeri 500 m fra bækken og ud ad fjorden.
Ulbækhus: Er ikke helårsfredet, så her fanges mange ”elevatorfisk”.
Daugård: Giver næsten altid fisk, men ligger tæt på Roden Å, som er helårsfredet.
Grund: Parkering i skoven. Lang gåtur til stranden.
Fakkegrav: Gode fiskepladser ud ad fjorden.
Rosenvold: Tidligere godt, men til dels ødelagt af muslingeskrab.
Stenhøj Strand: Store skrænter, men læ for nordenvind.

Sydsiden
Ibæk Strandvej: Fra broen til Sannes Have.
Fra Munkebjerg til Saltbæk: Her venter overraskelser.
Andkær Vig og Holtserhage: Super forårsplads, især hvis isen går sent.
Brejning Hoved: Spinne- og fluefiskeri.
Lille Afrika: Gode fluespots ved SV-vind.
Bøgeskov: Super til fluefiskeri.
Fællesstykket: Spinnefiskeri og bobleflåd med flue.
Borgmesterens Hus: Spinnefiskeri og bobleflåd med flue.
Trelde Klint og Næsset: Spinnefiskeri.
De nævnte områder kan ses på kortet, som følger med Ørreddagsbrochuren eller på foreningens hjemmeside www.vejle-fisker.dk

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse