google-earth-fiske-guide

Google Earth Fiskeri

Hvad er Google Earth?

Google Earth er et program der viser satellit- og luftbilleder af stort set hele kloden. Vi kan se omrids af lande, vi kan følge kyster, og vi kan, aller vigtigst af alt, finde den lille sø vi så ud af vinduet på motorvejen.

Google Earth findes som app eller i en browser version, så vi kan bruge det på telefonen, på vores bærbare computer i sofaen eller på den store skærm på arbejdscomputeren. Man har mulighed for at tegne stier, måle afstande og gemme interessante steder, som vi vil vende tilbage til senere.

Krak og Google Maps er fine alternativer til Google Earth, og man kan fint bruge flere forskellige programmer til at planlægge sin næste tur, Google Maps er eksempelvis virkelig godt, til at spotte søer og åer men man er zoomet lang ud, da disse farves lyseblå her. Det giver os mulighed for at spotte en skovsø, som ellers kan være svær at se på et satellitbillede. Mulighederne er mange, så udforsk dem, og sammensæt dem så det giver mest mening for dig.

Google maps fiskesøer

Hvorfor bruge Google Earth?

Nogle fiskere vil gerne stå side ved side med andre fiskere, fordi de synes det er hyggeligst at sludre med andre, mens man står og kaster efter de samme fisk. Andre synes det er langt sjovere, at fiske et sted, som ingen andre har fisket før.

Uanset om man tænker ”den kan der umuligt være fisk i” eller ”der er helt sikkert gedder eller aborrer i den der sø”, så er de et forsøg værd. Tænk, hvis den sø du har udset dig, aldrig er blevet fisket i, og der svømmer en hel stime gode aborrer rundt i den? Måske er søen stendød, men der er fine muligheder for både gedder og aborrer i mange forskellige søer.

Skovsø lystfiskeri ´

 

Hvad kræver det?

Som sagt kan du bruge Google Maps fra stort set alle apparater, så længe du har en internetforbindelse, og sådan et har du garanteret allerede. Hvilken type fiskegrej du vil bruge, det er helt op til dig, så vælg det grej du synes passer bedst til dit humør og det vand du skal fiske.

Du skal selvfølgelig bruge en form for transportmiddel, og det er nok her du vil opleve den største begrænsning. Du kan køre til den anden ende af landet, hvis du har en bil, men har du kun en cykel, så må du hellere finde et spot der er lidt tættere på hjemmet.

Find det spot du vil prøve lykken ved, pak en rygsæk og et stang, og kom så afsted. Er man i bil, kan man risikere at man er tvunget til at parkere et godt stykke fra det spot man har udset sig, men det er blot en del af charmen. Så får man brugt kroppen lidt, og man får set noget natur. Jeg har ofte gået et par kilometer for at se nærmere på en sø… og et par gange endda forgæves.

Hvad skal jeg lede efter?

Der er mange måder, at gribe jagten på dit nye spot, an på. Du kan zoome ind på et område, og lede efter åer eller søer på, eller også kan du lede efter noget du kender i forvejen. Jeg har mange gange søgt i områder omkring nyere motorveje. Mange gange er motorveje eller motorvejskryds hævet, og dette er gjort med sand. Sandet er ofte fundet tæt ved byggeriet, og hvis man graver et stort hul, så bliver det tit til en sø. Prøv at finde en motorvej nær dig, og zoom ind på den. Et eller andet sted lange motorvejen vil du med garanti finde et større eller mindre vandhul. Om det giver pote, det finder du først ud af når du har prøvet dit held. Der går typisk ikke andet end et par år, fra søen er anlagt, til der er fisk i den. Sjovt men sandt.

Hvis tanken om en sø i en skov ikke siger dig så meget, så led efter en å eller en lystbådehavn. Du kan tit finde bækørreder eller aborrer i en de danske åer, og især i dem der ikke er udrettede. Kig eksempelvis efter en å, hvor der går en grusvej ned til. Der har du det, man kan kalde nem adgang. Hvis du finder en bro over en å, så har du et godt udgangspunkt for lidt let aborrefiskeri, Hvis du er mere til fiskeri nær veje, offentlige toiletter og ishuse, så kig eventuelt efter en lystbådehavn. Vi har mange fjorde, store åer og mange kilometer kyst i Danmark, og der finder du de små marinaer, så hvorfor ikke også prøve dem? Her kan du være heldig at finde aborre, multe eller ørred. Mulighederne er mange, så prøv dig frem.

Motorvejs Fiskesø

Er det lovligt?

Dit lystfiskertegn giver dig ret til at fiske i danske åer og søer, og selvfølgelig langs kysten, men det ved du garanteret allerede alt om. Dér hvor det bliver indviklet, det er når vi skal finde ud af, om fiskeriet er frit eller ej. Mange åstrækninger er frie, og det samme gælder mange søer, men det er lige så tit tilfældet, at en fiskeklub ejer fiskeretten. Det betyder at du så kun må fiske det sted, hvis du er medlem, eller hvis du har mulighed for at købe et dagkort. Hvis der står et skilt med et klubnavn ved åen, så ved du at du er på udebane. Dog kommer man langt ved at google ”fiskeri” og det område du kigger på. Er du i tvivl, så ring til den lokale grejbiks eller fiskeklub – De har det endegyldige svar til dig.

Hvis du går på jagt efter en sø i en skov eller på noget der ligner en mark, så husk din sunde fornuft. Hvis det ser ud som om de prøver at holde folk væk, så er den nok god nok. Forbudsskilte bør man respektere, og husk at ”hegn” er bondemandssprog for ”nej”!

No Fishing

Er det Farligt?

Det er altid spændende at udforske nye steder, men det er ikke altid uden farer. Hvis du har fundet et sted, du ønsker at udforske i waders, så vær altid opmærksom på bundforholdene, og tag ikke chancer. Bunden kan være ujævn eller være hullet, eller også kan den være så mudret, at du sidder fast. Der er det noget møg at være alene, så tag hellere end ven med, end at tage en chance. Det samme gælder skovsøer, mergelgrave og lignende. Hold dig til det der føles sikkert, og vær hellere forsigtig end dumdristig.

Fisker du omkring tørvemoser, er risikoen for at sidde fast, også stor på land. Omkring mange moser, vil du opdage, at du kan få jorden til at gynge ved at hoppe let. Det er fordi jorden er undergravet af vand, og du risikerer at styrte igennem jordlaget, og så sidder du altså i saksen. Jeg har selv står på noget jeg troede var fast grund, og pludseligt sad jeg i, til lige under armene, Vand er ikke ufarligt, så husk, igen, fornuften. Så skal det nok gå.

Er det sjovt?

Hvis du finder en sø, med fisk som aldrig er blevet fisket efter før, så er du garanteret sjovt fiskeri. Fiskene ved ikke hvad en spinner er, så de hopper tit på den så snart de ser den. Jeg har selv fanget gedder på tæt på meteren på størrelse 3 spinnere, og aborrer er ikke bange for at angribe gummidyr på størrelse med dem selv. Jeg synes det er sjovt at finde og fiske nye steder, og så er det bare fedt, at finde frem til de helt urørte fisk.
Af Bjarke Røschmann

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Nyheder




Tips & Guides
Lystfisker artikler til dig
setup

Bait Finesse System – UL fiskeri med multihjul

havørred limfjorden
Diverse

Ministeropfordring: Tag ud og fisk

lystfiskeri-groenland
Diverse

Fisketur på Grønland i -25 grader




Måske du har lyst til at læse