Det er nu nærmest dagligt, at der landes bifangst af tunfisk i de nordjyske havne. I går landet en på 229 kilo i Hanstholm.
Den enorme tun målte 262 cm og blev fanget ombord på trawleren Westbank, som var ude for at fiske rejer.
– Den er sgu flot. Man er da stolt, siger en tilfreds skipper Kurt Gade til TV2 Midt/Vest.
Målet for trawleren tur var egentlig at fiske rejer i Skagerrak, hvilket også lykkedes med 3,6 ton rejer i lasten, men altså plus en bifangst på 229 kilo. Det er dog ikke den største tunfisk, som Kurt Gade har fanget.
– Nej, jeg har engang fanget en, der var større før. Den var 130 kilo større, udtaler skipperen.
Først i august blev der landet en tun på 204 kilo i Hanstholm, og den gik til en hammerslag på 125.000 kroner på fiskeriauktionen i Hanstholm. Torsdagens tun er efter Kurt Gades udsagn den fjerdestørste, der er fanget i Skagerrak.
– Det betyder ikke noget, hvem der fanger den største. Men når det nu var os, så gør det ikke noget, siger Kurt Gade.
– Skal du så hjem og have tun til aftensmad, lød spørgsmål fra TV reporteren.
– Nej, så vil jeg sgu hellere have en rødspætte, sluttede Kurt Gade.