forside_april_2011

April-udgaven af Fiske Avisen er på gaden

Fiske Avisen nr. 4 – 2011 er på vej ud til landets postkasser samt grejhandlere og kiosker. 64 sider fyldt med aktuelt nyt fra de danske og udenlandske fiskevande, fluemønstre, grejnyt og meget, meget mere. Læs mere om hvad du kan glæde dig til herunder.

Bombarda og havørred på kysten
Tekst: Carsten Skøtt
Jeg opdagede for alvor første gang kystfiskeri efter havørred med bombarda i 2006, da en fisker indtog det stræk, jeg sammen med 2 kammerater netop havde opgivet. Efter et par timers intensivt fiskeri i en bugt, der ellers virkede meget lovende, sad vi og drak en kop kaffe, mens vi hovedrystende diskuterede, hvorfor der ikke var nogen fisk. Jeg husker følelsen af næsten at have medlidenhed med manden, der nu gik og fiskede over fiskeløst vand – lige indtil han trak den første havørred op af vandet. Den sved!

Og det blev værre, da samme fisker få minutter senere havde havørred nummer to til afkrogning. To havørreder på mindre tid, end det tager at drikke en kop lunken kaffe! Min nysgerrighed var vakt, så jeg gik ned til fiskeren, der på tysk forklarede om sit fiskeri med bombarda og børsteormsfluer.

Danske torsk!
Tekst/foto: Tommy Pedersen.

Torskefiskeriet i Øresund har helt skiftet karakter i de senere år. I "gamle dage" startede vinterens bulefiskeri midt i december nordpå på den svenske side, hvor de første målere blev fanget. Fiske Avisen havde sædvanligvis en måler på forsiden af januar-udgaven.

I de senere år er det tidlige fiskeri rykket sydpå til Ven – således også i år. Der er stort set ikke loddet fisk nord for færgerne frem til godt og vel midt i februar, hvor de første forekomster af buletorsk begyndte.

Sneum Å, Holsted Å, Kongeå, Varde Å, Karlsgårde Sø og Holme Å.
Af Jens Lygum.
En stor sæson venter forhåbentlig for de sydvestjyske åer i 2011. Hvis tendensen fortsætte, vil der blive fanget endnu flere og større laks i åerne.
Allerede fra morgenstunden er der gang i fiskeriet langs åerne, og så godt som sikkert hænger de første blanke laks allerede til skue i galgen, når den første kop formiddagskaffe skal indtages sammen med de andre medfiskere.

Trollingsiderne
Af René Letvad.
Årets udgave af ”Både i Bella” løb af stabelen i midten af marts og var fordelt over to weekender med nogle lukkede hverdage ind i mellem.
Det var måske meget godt, idet ”Både i Bella” lå lige i slipstrømmen af den nyligt overståede bådmesse i Fredericia. Og med kun en uge mellem to store udstillinger havde udstillerne mere end travlt med at få logistikken til at gå op i en højere enhed og få transporteret både, udstyr, trailere og deres udstillingsstande på plads inden åbningen i Bella Center.

Flat-wing made for Seatrout
Tobisen er et af havørredens mest spændende byttedyr at imitere som fluebinder, og der findes i dag et utal af gode tobisimitationer. Men selvom der findes mange flotte og gode imitationer, kan man sagtens ændre på dem i takt med, at der kommer nye spændende materialer og idéer.

Første gang jeg stødte på fluen ”Flat-wing” var på en fiske tur til Cape Cod på den Amerikanske østkyst i 2001 efter Striped Bass. En god kammerat var flyttet derover for at arbejde, og der blev hurtigt planlagt en tur, da han beskrev fiskeriet for mig. Der blev sendt fluer fra lokale grejbutikker hjem til undertegnede i Danmark, og så var det ellers ind til fluestikket. Der var mange forskellige fiskeimitationer at gå i krig med, og en af dem var ”Flat-wing”, en tobisimitation med lange fjer. Den skød jeg dog hurtigt ned, ”så lang en flue og kun en krog i”, nej det gik ikke, mente jeg. Men jeg blev klogere, da Striped Bass til min store overraskelse tog fluen i forenden, og at det derved var uden betydning for krogningen, hvor lang fluen var.

Gudenå, Randers Fjord og Alling Å
Af Jan Hyllested
Gudenå
Bjerringbro og Langå strækningerne
Nu hvor vinteren endelig har sluppet sit tag, skulle man have forventet, at især geddefiskeriet var kommet op i gear, men det har tilsyneladende ikke været tilfældet. Der er i hvert fald ikke indrapporteret nye gedder på Bjerringbros top 10-liste siden sidst. Derfor kan de naturligvis godt være blevet fanget men blot ikke indrapporteret.

Netop nu i skrivende stund er der dukket en rapport op fra den 12. marts om en gedde på 112 cm og 11,4 kg. Fisken blev taget på flue af Thomas Larsen på zone 4. En anden flot gedde, der ikke er anmeldt, er den gedde på 10,2 kg og 111 cm, som Morten Kragh har fanget på agnfisk i begyndelsen af marts.

Helleflynder Catch &Release? – hvorfor og hvordan
Af Per Jonasson.
Fotos Peder Lichtenberg.

For mig har helleflynder sin største værdi i vandet – levende!
Jeg tror, at man med skånsomt udført Catch & Release kan opnå et positivt resultat, da flertallet af de genudsatte helleflyndere overlever. Hvor store de tal er, beror altid på vores valg som sportsfiskere af udrustning og frem for alt vor håndtering af fisken. Sidst i denne artikel forklarer jeg, hvordan vi gør.
Først vil jeg kort summere op på den forskning, som findes angående dødeligheden af helleflyndere ved genudsætning. En toneangivende rapport er” Viability of tagged Pacific Halibut 1969” af Peltonen. Den baseres på eksperimenter udført 1958 og 1960.

Himmerlands Perler
Af Poul Skovbjerg Jeppesen
Kanonstart på sæsonen
Viborg Sportsfiskerforenings sæsonstart 1. marts blev traditionen tro markeret med en kanonsalut fra minikanonen ved klublokalerne på Sønder Mølle. Mere end 40 medlemmer var mødt op til kaffetraktementet med tilhørende fiskesnak – inden nogle drog ud i vinterkulden til Simested Å og Skals Å for at kontakte de ørreder, der var omdrejningspunktet for begivenheden. Det var knap så kanon. Der blev fanget og genudsat nogle nedgængere, men det blev samværet, der skabte værdierne den dag.

I hælene på KYSTFISKEREN
Tekst og foto: LEPE
Gislövshammar, Björnebodanabben, Morfarshamn samt Knutsvik
Så stod der Sverige på programmet, og optimismen var naturligvis stor til trods for et par utroligt dårlige måneder fra årsskiftet. Men vi lystfiskere skal jo være optimister. Også selv om vi i virkeligheden ikke har ret meget at have det i.
Nå, på med vanten, der skulle fiskes, og det var de svenske havørreder, der skulle stå for skud. Derfor valgte vi sydøstkysten i Skåne, og det gjorde vi ud fra de svenske meteorologers forudsigelser, som gik ud på nordvestlig vind, 8 m/sek. med vindstød op til 14 m/sek. Nu skal det lige siges, at vinden havde stået i vest lige inden den gik i nordvest. Altså skulle vi finde nogle pladser med læ, og her foretrak vi at blive i området syd for Simrishamn.

Karup Å-premieren 2011
Af Jan Snejbjerg, Karup Å Sammenslutningen.
1. marts lød startskuddet til sæsonen 2011. Som sædvanlig var rigtig mange lystfiskere mødt op og til trods for, at det var koldt, var det en af de milde dage i år. Morgenen bød på frost, men op af dagen var det ligesom om, at det næsten blev forår. Overalt langs åen var der lystfiskere, og tager man i betragtning hvor mange, der var mødt op, må fangsten siges at være beskeden. Jeg mødte flere, der havde fanget fisk, men alle de fangster, jeg kom forbi, var nedgængere. Størrelsen var til gengæld ok på mange af fiskene. Flere fisk var over 65 cm, og der var også en del på 70 cm og opefter. Mange blev genudsat, og så må vi håbe, at de kan nå saltvandet, så gydeskrammer og krogsår kan heles. Som sædvanlig var de gule ærter i de forskellige foreninger et tilløbsstykke, og mon ikke det har været skønt for lystfiskerne at komme ind og få varmen i klubhuset, i hytten, under halvtaget, i campingvognen eller på Kroen. Ærter var der, og stemning var der.

Kolindsundkanalerne og Grenåen.
Af Gerhard Brandt Jørgensen.
Fiskeriet efter årets første ferske havørreder er gået ind i slutfasen, og da geddefiskeriet starter ikke før til maj, så er det ved at være tid til kyst- og småbådsfiskeri.

Ørredfiskeriet i Kanalerne og Grenåen
Generelt har fiskeriet efter ørreder i Kanalerne og Grenåen været tilfredsstillende, og selv om der er enkelte lystfiskere, som ikke har fanget ret meget i denne sæsonstart og er af en anden mening, så er den samlede fangst af ørreder ikke afveget ret meget fra de foregående år. Grønlænderfiskeriet er dog fortsat stagneret lidt, men i forhold til sidste år ser det ud til, at det er stigende.

Minderne har man da lov at ha’
Af Niels Rasmussen, Fiskeklubben BG Fisk
Fotos: Medlemmer af Fiskeklubben BG Fisk
I år var det så 7. gang, at jeg skulle en tur til Kenya for at fiske efter de store fisk; Sailfish, Marlin, etc.  Første gang var tilbage i 2005, hvor Allan Riboe, Hvidovre Sport, havde lokket mig med til Kenyas østkyst.
Jeg har bortset fra det første år selv arrangeret turene med skiftende deltagere. Fisketurene kan gøres markant billigere ved, at man arrangere dem selv – priserne er mellem 30 % og 50 % dyrere, hvis der benyttes rejsebureauer (der så dog er med i rejsegarantifonden).

Når isen bryder
Af Niels Alex Larsen.
Vinden blev lunere og var drejet om i vest i stedet for den is-vind, vi har haft fra øst lige siden november 2010. Øv! – hvor har det bare været en lang og trist vinter. Og endnu engang må vi jo konstatere, at døde karper dukker op her og der efter deres kamp mod isen og iltmanglen under den frosne overflade. Der er jo stadig håb om overlevende fisk, selv hvor der blev set døde fisk, og i mange tilfælde er håbet også positivt i sit svar.

Odense Å og Fjord Premiere 2011
Lørdag morgen den 5. marts kl. 07.00 steg raketten til vejrs over Stige Ø og forkyndte med et brag, der vækkede folk og fæ i hele nabolaget, at den 30. Odense Å-premiere – og dermed sæsonen 2011 – var i gang. Forinden havde borgmester Anker Boye fortalt lidt om, hvad Odense Kommune gerne ville med åen og den grønne ådal, der strækker sig tværs gennem byen. Stinettet langs åen var forbedret. Der var lavet handicapfiskepladser. Skiltningen var forbedret, og der blev udsat bækørreder i åen. Slutresultatet skulle gerne ende med et fiskevand i absolut topklasse.

Ribe Vesterå
Af Claus Blomgreen
Så starter det
– Endelig! er der nok mange, der tænker i disse dage. Endelig åbner de jyske lakseåer igen. Vi lystfiskere har nu i det, der føles som evigheder, ventet på at kunne trække i de åndbare vaders og begive os af sted på nye eventyr langs åens brinker. Det mest interessante i den forgangne vinter har været laksekvotens fordeling for 2012. Laksen kan om nogen dele vandende i det vestjyske, og det er lige, hvad den har gjort. Meterfordelingen er nu endegyldigt indført igen på trods af, at det sidste år betød, at under halvdelen af den tildelte kvote på 90 laks blev hjemtaget, og på trods af Skov- & Naturstyrelsens indirekte opfordring til at indføre en fordelingsnøgle, der gav en bedre fangstudnyttelse af kvoten. Nu hvor Samarbejdsudvalget har givet tydeligt udtryk for, at man ikke ønsker at ændre på noget, så må konsortiets medlemmer glæde sig over at kunne kæmpe om 12 laks i 2012 mod 11 i 2011. De resterende 200 – 300 laks, som landes ud over de 12, må så nænsomt genudsættes med et lille klap på gællelåget og et tak for kampen.

Als og Østsønderjylland
Af Jens Nielsen
Foråret har meldt sin ankomst. Dagene er blevet mærkbart længere, og selv om temperaturen stadig føles vinteragtig på visse dage, så bliver der trods alt længere og længere imellem nætter med nattefrost. Og godt det samme. Nu har vi kæmpet mod kulden længe nok, og vi trænger nærmest til at komme væk fra bøger, blade og fladskærme og komme ud og få gang i fiskeriet sådan for alvor.
Foråret er fiskekonkurrencernes tid. Når du sidder og læser dette her, så er der allerede afviklet et par konkurrencer hernede. Den første fiskekonkurrence er Alsiske Kystfiskeres store Forårskonkurrence, der åbner sæsonen med en ren kystkonkurrence, hvor der ”kun” må fiskes fra kysten, men til gengæld fra alle danske kyster, hvortil der er almindelig offentlig adgang. Den anden konkurrence er blevet afviklet mens denne avis var i trykkeriet. Derfor kan der af gode grunde ikke medtages et resultat herfra.

Skrefiskeri ved Havøysund
Af Brian Ahlers, Norwayguidefishing.
 Norwayguidefishing er i 2011 startet op med torskefiskeri fra Havøysund. Opstarten skete allerede i sommeren 2010 ved at snakke med de lokale erhvervsfiskere om mulighederne for fiskeri og pladser, og vores interesse blev vakt så meget, at vi besluttede at give det en chance. Det er altid spændende at prøve noget nyt og en kæmpe udfordring at lave torskefiskeri i det allernordligste Norge i marts uden nogen forudgående erfaring med pladserne og fiskeriet. Vi har også kun fisket fra 1 båd i starten og fra 2 både fra midten af marts.

Specimenfiskeri april-juni
Af Marcus Krag, Lasse Højrup og Jeppe Højrup
Vi går en lysere og varmere tid i møde, og når vinteren definitivt har sluppet sit greb om fiskevandene, åbner der sig en verden af muligheder. Læs herunder, hvor meget sjovt fiskeri de næste tre måneder byder på.
Afslutningen på rimterne
Nogle år gyder rimterne allerede i slutningen af marts, men starten af april plejer at være primetime for rimternes gydetræk i åerne. Det er et fascinerende syn at komme helt tæt på fiskene i de små åer. Har der i en kortere periode ikke været nedbør, kan vandet klare helt op og det er muligt at se store stimer fisk trække opstrøms med forplantning som øverste dagsorden.

Storebælt og Fyn
Af Jørn Emiliussen
I april måned handler en meget stor del af lystfiskeriet på Fyn om havørreder. Der vil forhåbentligt også blive fanget mange under månedens kystkonkurrencer. April er også måneden, hvor Fyns Laksefisk afslutter mundingsudsætningerne af smolt, så der også er noget at fiske efter i årene frem over.
Endeligt kommer den tid på året, vi har ventet med længsel. Dejlige lange lyse og forhåbentligt lune dage og aftner med masser af fisk, der vil fanges. For hver eneste dag, der går, får de slanke gydefisk mere sul på kroppen, og det samme gælder fladfisk og torsk. Desværre er der allerede midt i marts meldt om rigtigt mange giftige brunalger i de kystnære områder flere steder på Fyn. Det er alger, der sætter sig i fiskenes gæller og kan i værste fald kvæle dem. Hvordan det vil gå med udbredelsen af algerne, og hvilken virkning de vil få, skal tiden vise, men godt er det i hvert fald ikke, da mange alger i vandet helt sikkert vil føre til iltsvind senere på året. De ferske vande er endelig alle blevet isfri og bortset fra gedderne, der jo er fredet hele april, er der nu også noget at gøre for medefiskerne.

Øresundssiderne april 2011
Af Nicolai Ulrik Hansen.
Bedste vinterfiskeri i mange år?
Snakker vi antal af fangne torsk, er der ingen tvivl om, at det fiskeri, turbådene har oplevet gennem februar og marts af flere turbådsskippere betegnes som noget af det bedste i mange år. Det er både driv- og bulefiskende turbåde, der har haft gavn af det gode fiskeri, som har været rimelig stabilt på trods af vejrforhold, der til tider afholdt lystfiskerne fra at tro på, at der kunne fiskes.
Eksempelvis havde turbådene fra Elida-rederiet fint fiskeri i Nivåbugten i op til 17 m/sek. fra vest og leverede et fint bevis på, at der næsten altid kan fiskes på sundet uanset vejrforhold. Peter Øllgaard fra Elida-rederiet kan da også bekræfte, at turbådene i rederiet generelt har haft meget fine fangster gennem de sidste måneder.

Århusbugten kalder
Af Poul Skovbjerg Jeppesen
Bugten er hjemmevand for Danmarks næststørste by, og den rummer rigtig mange lystfiskermuligheder, selvom det på nogle områder som f.eks. torskefiskeriet er gået stærkt tilbage. Ligesom det er tilfældet i resten af Kattegat.
Fiskehøjtiden er for de fleste april måned, hvor de kystnære områder invaderes af småflokke af ”grønlændere” og enkelte større overspringere, ligesom de udtrækkende gydefisk fra åerne kan være i en stand, der gør dem både fangst- og spiseværdige. Så det er lige nu, at fangstfrekvensen har mulighed for at blive stor – ikke mindst hvis børsteormene kommer i ynglehumør.
 
Få et kig i den nye avis her.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse