find forsikring
flasher_og_dodger

Er det hele bare lokke ”pladder”… get the good vibes!

Kend forskellen, optimer gangen på diverse attraktorer og andre fif kan du let hente i denne trollingartikel af Jan Svenstrup.



Flot blå himmel er der ud over Østersøen, mens vi søsætter i Melsted Havn på solskinsøen Bornholm. Jeg er på laksetrollingtur med min gamle bådmakker, Brian Lauritzen. I hytten ved siden af bor Mikael ”Don” Olsen, som også er på vandet med en fiskekammerat. Ud for Gudhjem og i en anden båd er Flemming Snowman og Steen Petersen. De to får efter få timers trolling hug af en ilter laks lidt væk fra os. Vi spørger på VHF´en:
– Hvad huggede den på?
Og de svarer:
– En dodger med en Jack Rapid bagefter!
Jeg svarer:
– Et hva´ for et sæt og hvad bagefter?
– En Jack Rapid i gennemløbsmodel.
Hmmm… den havde jeg hørt om, men KUN til kystfiskeri. En dodger havde jeg i kassen – købt i USA efter at have set dem i et af de farverige kataloger.
Nåh, roder rundt i kassen og finder et par dodgers, som var indkøbt noget tid inden. Men vi havde ingen Jack Rapid, så på med et stykke forfangsline og et blink bagefter – det havde vi da. Brian spørger, om jeg tror på det med den kæmpestore ”skræmmeplade”? Jeg svarer med et glimt i øjet og en indre tyrkertro, at når de andre kan, kan vi sgu også!

Godt en time går, og netop stangen med ”skræmmepladen” nikker hurtigt en gang, stangen retter sig kraftigt ud, og knarren flytter troen til sætningen: – Så er der sgu laks!

Vi er tilbage i starten af marts 1993, og dette var vores første laks på en ”lokkeplade”. Der er kommet mange laks og ørredder via dodger og flasher (herefter kaldt D/F) siden, men netop denne dag var det vores første succes med dem. De virker bare, disse vidundertingester fra Amerika.

Som meget andet af vores tilgængelige trollingudstyr udspringer det fra ”The Great Lakes” i USA/Canada.  At de har flere år på bagen, beviser den populære flashermodel fra 1973 fra fabrikanten ”Hot Spot”. Det er i øvrigt dem, der også laver de velkendte Apex, som kom i 1976. Nu om stunder findes der flere europæiske modeller.

Hvilken agn skal man vælge?
Mulighederne er mange. Typen af agn efter D/F er til tider ikke så afgørende, men en gylden regel er at matche årstiden, vandtemperaturer, lysforhold og områdets byttefisk.

Vi kan tage et par eksempler i jagten efter laks. Er det et klassisk område som Simrishamn og Bornholm, så er dette farvand proppet med brislinger året rundt. Der ville et oplagt valg være agn i samme størrelse, såsom hoveder med fisk, små blink og ikke mindst ”Den lille Stive”. I 50 fods dybde er det farverne i transparent og gul/orange, man skal vælge. Kommer man ned i 100-150 fods dybde, er det blå/violet og ikke mindst glow. I maj vil lidt mere ”provo-farver” hitte hos vandringslaksen. Eller også skal man måske overveje slet ikke bruge D/F her, da fisken går højere og til tider kan skræmmes af de store plader.

Til området omkring Møn og Rügen, hvor koncentrationen af sild til tider er stor, er det de større modeller á la stor Grizzly wobler, hoveder med 12-15 cm døde agnfisk og større blink. Typisk i neutrale eller hidsige farver, da max. dybde er 40-45 m. Og her fisker vi mest i ”vinterklart” vand om foråret.

På de svenske V-søer, hvor byttefiskene mest er løjer, smelt og hundestejler, er førstevalget klart agnfisk i hoveder, woblere og fluer i rette størrelse. Helst i fiskefarver, da de fleste laks og ørredder er ”ædefisk”.

Læs hele Jan Svenstrups artikel i Fiske Avisens marts-udgave, der kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller i abonnnement her på siden.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse