find forsikring
vinderlaksen12

Gudenåkonkurrencen 2015

Det var, som altid, de fire foreninger; Bjerringbro Sportsfisker Forening, Langå Sportsfisker Forening, Randers Sportsfisker Klub samt Hadsten Lystfisker Forening, der lagde fiskevand til konkurrencen. Der kunne således fiskes fra lidt nedstrøms Tangeværket til Randers Bro samt i Lilleåen nedstrøms Hadsten, enkelte parceller var dog undtaget. 
Formålet med konkurrencen har altid været at støtte havørrederne i åen, men i de senere år er en stor del af støtten også gået til laksene.

Grødehelvede
I år har fiskeriet ikke været ret godt. Der har manglet fisk i åen. En ting der til gengæld ikke har manglet, har været grøden.
Grødeproblematikken er nu så stor, at mange strækninger ganske enkelt ikke kan fiskes i store dele af sæsonen.
Fra slutningen af august begyndte der dog at dukke laks op i fangsterne. Ikke store laks men typisk fisk mellem 3 og 6 kg.
Samtidigt steg vandstanden en del i åen, således der alt taget i betragtning var gode forhold til konkurrencen.

Godt fra start
Konkurrencen var da heller ikke mange minutter gammel, før de første fisk dukkede op til indvejningen.
Jørgen Nielsen fra Langå dukkede op med en laks på knap 3 kg, fik den indvejet og forsvandt med orderne: Jeg henter lige én mere. En time senere dukkede han op med ikke én men to laks mere – dog ikke større end den allerede indvejede laks. Disse fisk viser, hvad lokalkendskab betyder ved et fiskevand.
Konkurrencen var en stor success. Her ses nogle af de mange indvejde fisk og fiskere.

Massere af havørreder fra Lilleåen
Fra Lilleåen dukkede der havørreder op, og det viste sig snart, at havørrederne var trukket igennem den nedre del af Lilleåen og helt op mod Hadsten.
En mand der forstod at udnytte dette, var Max Wolff fra Århus. Han havde to dage forinden fanget en havørred på godt 5 kg i Lilleåen, så han havde styr på de store fisk. Læs hvordan det gik ham her:

Hele køreturen fra Aarhus ud til åen gik med at spekulere på, hvorhenne det mon ville give god mening at fiske, på en dag som denne. Endda inden jeg parkerede bilen ved gærdet ned til åen, var jeg faktisk ved at vende om, for at køre til bl.a. Balle.

Ved Balle Bro ville der sikkert ligesom her også være relativ høj vandstand, og dér ville jeg kunne fiske opstrøms fra starten, uden at skulle gå 20-30 minutter forinden. Men heldigvis valgte jeg at blive her, og besluttede mig for at starte her, endda et godt stykke nedstrøms godsets eng. Denne beslutning er nok den heldigste af slagsen i år, idet det gav mig muligheden for at kaste Meppsen ud foran næsen af en stor havørred, der stod i et af de mange sving i åen, hvor den er fuld af strømrender og dybe huller. Fisken er den flotteste og bedste jeg har fanget i Lilleåen til dato, og endnu et bevis på, hvor fantastisk et fiskevand åen kan være – opstrøms Hadsten. Det var en pæn lang, men glædelig vandretur tilbage med fangsten – mod bilen til indvejning i Langå.

En meget flink og hjælpsom fisker fra Randers, hjalp på venlig vis med at tage et par fotos, mens det endnu var lyst, og jeg må indrømme, at jeg sjældent har følt mig så heldig som i denne uge!

Fisken vejede 5,74 kg og var 76 cm lang.

Førstepladsen fanget udenfor konkurrence stræk
Denne fisk indtog førstepladsen i havørred langt ud på lørdagen, men så fandt man ud af, at fisken var fanget opstrøms Hadsten. Det havde Max nu heller ikke lagt skjul på, men uheldigvis stod der i konkurrencereglerne, at fiskeriet kun var nedstrøms Hadsten. Med disse oplysninger kunne konkurrenceudvalget ikke gøre andet end at fjerne fisken fra konkurrencen. Max tog det forbløffende afslappet, og han havde faktisk en god bemærkning desangående: Ja,ja, der var mål, men der var desværre også offside.

Godt humør og grisefest
Da fredagen var gået, var der indvejet 20 laks og 9 havørreder. Fredag aften var mange lystfiskere samlet til den obligatoriske ”grisefest”, og med over 120 solgte spisebilletter var det også en stor succes.

Lørdagens fiskeri og status
Lørdagen fortsatte med en del fisk, og det viste sig nu tydeligt, at alle de største laks alle sammen blev fanget oppe på Bjerringbros fiskevand.
Med 10 minutters mellemrum blev der første indvejet en laks på 5,5 kg fanget på rørflue, men glæden var kort for denne lystfisker, da en anden fisker dukkede op med laks på 5,8 kg. Denne laks var fanget på en kondomspinner. Disse to laks blev nummer 1 og 2 i konkurrencen.

Bjarne Pedersen vandt lakseklassen med sin fisk på 5,80 kg 87 cm

Da klokken havde rundet 16:00, kunne vi gøre resultatet op. 257 lystfiskere havde indvejet 35 laks, 24 havørreder og 2 gedder(kun juniorer). Til sammenligning havde 274 deltagere i 2014 fanget 8 laks og 5 havørreder, så der er tale om en markant fremgang i fangsterne.

Til vinderne i henholdsvis lakse- og havørredklassen var der et gavekort på 5000 kr. sponsoreret af konkurrencens hovedsponsor "Grejbiksen" fra Trige, mens juniorførstepladsen var et gavekort på 2500 kr. I alt var der en samlet præmiesum for over 80.000 kr.

Besøg foreningens hjemmeside ved at klikke på nedenstående billede.

De tre stolte vindere af hver kategoriBjarne Pedersen vandt lakseklassen med sin fisk på 5,80 kg 87 cmCarsten Riis vandt havørredklassen med en havørred på 3,96 kg 68 cm. Endeligt vandt Mads T. Laursen juniorklassen med en laks på 3,93 kg.

Gudenåens Ørredfond takker alle deltagerne og vores sponsorer for konkurrencen.

Vi ses næste år d. 3. weekend i september.


Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse