sgit_efter_at_vaere_praecis

Sigt efter at være præcis

Bruger du utallige timer fordelt ud over en sæson ved de samme vande med dine bundstænger, så læs med her, hvor vi fortæller om, hvordan få timers forberedelse kan forbedre dine fangster markant.

Bundfiskeri er en verden for sig og kan gøres på et hav af forskellige måder alt efter dit ambitionsniveau. Vi har især benyttet bundfiskeriet til at komme i kontakt med karusser og sudere, og tilgangen har ofte været, at vi skulle have resultater på forholdsvis korte ture. Samtidig har bundstængerne ofte fungeret som bonus-stænger, hvor vi har siddet og flådfisket ved siden af.

Dette har resulteret i, at vores bundfiskeri skulle være simpelt nok til, at det ikke tog for meget tid væk fra flådfiskeriet, men samtidig effektivt nok til, at det kunne betale sig at have bundstængerne med.

Med tiden fik vi indarbejdet en rutine, som gjorde, at vi med en minimal indsats kunne fiske effektivt. Og her var nøgleordene ”perfektion” og ”præcision”. Læs med, når vi gennemgår de parametre, du kan arbejde med for at gøre dit bundfiskeri en tand mere præcist og dermed også mere effektivt.

Gå i dybden
Har du et vand, du regner med at fiske bare en lille smule seriøst, er det guld værd at bruge nogle timer en tidlig forårsdag på at undersøge dybde- og bundforholdene. Der er lavet dybdekort over en del af de større danske vande, så hvis det udsete vand er et af disse, kan du allerede spare en del tid ved at anskaffe dig et dybdekort over søen.

Er det derimod et mindre vand, må du selv ud at lave dit dybdekort. Måden, vi har gjort det på, er ved at lave en skitse af søen hjemmefra. Er du en nogenlunde habil PC-bruger, er det hurtigt gjort ved hjælp af et tegneprogram og Google Earth. Sørg for at lave kortet så præcist som muligt. Især er det vigtigt at have essentielle fixpunkter med. Det hjælper med til, at det færdige dybdekort bliver præcist. Sørg derudover for at printe kortet i så store versioner, at der er god plads til at skrive de målte dybder ind.

Er der tale om et halvstort vand, kan det være en ide at lave et kort over hver plads i stedet for over hele søen. Sidst, men ikke mindst er det vigtigt at have masser af prints med, når du skal ned til vandet.

Vel ankommet til vandet kan dybdemålingen gå i gang. Her er det virkelig en fordel at være to, men det kan også sagtens lade sig gøre alene.

Dybdemålingsgrejet består af en god kraftig karpestang, et glidende bly og et markørflåd, som er bundet fast i enden. Herefter er det bare om at gå grundigt til værks.

Er vandet så småt, at du kan kaste til de modsatte kanter, er det nemt at indtegne på kortet, hvor dybden måles. Er vandet større, kan det være en fordel at have en måde at måle længden af kastet op på. Det kan for eksempel gøres ved at måle 100 meter line af og placere den i clippen på hjulet. Kan du kaste til clippen hver gang, ved du, at dybdemålingen starter 100 meter ude.

Derefter gælder det blot om at få indskrevet dybderne løbende, mens de måles. Det er her, at fordelen ved at være to gør sig gældende: En kan kaste og en kan skrive ned. Igen er det op til dig selv, om du vil måle dybden for hver meter eller hver femte meter. Ofte giver det sig selv i situationen, da nogle vande varierer ekstremt meget, mens andre stort set har samme dybde hele vejen ind.

I løbet af kort tid vil du få et godt og værdifuldt indtryk af, hvordan dybderne i dit udvalgte vand fordeler sig. Dette gør dig uden tvivl i stand til også at regne bedre ud, hvordan fiskene muligvis bevæger sig.

Læs hele artiklen i Fiske Avisens maj-udgave, der kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller i abonnement her på siden.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse