Synspunkter vedrørende fiskedøden i Gentofte Sø (svar på skrivelsen nederst)
Der har i forbindelse med vinterens fiskedød i Gentofte Sø (og mange andre søer) været luftet utallige teorier om vinterdød generelt og i Gentofte Sø i særdeleshed. Jeg har i forbindelse med mit arbejde med at kortlægge udbredelsen af fiskene i Danmark modtaget oplysninger om fiskedød i flere hundrede søer, og jeg har selv lavet talrige undersøgelser af fænomenet. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at dele mine erfaringer med andre og forhåbentlig også rette nogle af de misforståelser, der florerer.
Man læser ofte, at fiskedød indtræffer, hvis søerne bundfryser. Det er både rigtigt og forkert. Der er ingen danske ferskvandsfisk, der tåler bundfrysning. Søer der bundfryser, rummer derfor som udgangspunkt ingen fisk. Isen bliver herhjemme sjældent over 30-40 cm tyk, og de fleste søer med fisk er dybere. Det der normalt sker, er at ilten i vandet under isen bruges op, samtidig med at der ophobes affaldsstoffer i vandet.
I forbindelse med skriveriet om fiskedøden i Gentofte Sø har det flere gange været nævnt, at det ikke er en god ide at lave våger, da man risikerer at vække fiskene fra deres dvale i mudderet, så de øger iltforbruget og dør. Denne antagelse er som hentet ud af den blå luft. For det første er det de færreste fiskearter, der går i dvale, og et ophold nede i mudderet ville slå de fleste fisk ihjel. Hvis fiskene virkelig gik i dvale ville isfiskeri næppe være så populært i de nordligste egne af verden, som det er. Det er rigtigt, at nogle af karpefiskene kan gå i dvale, men de gør det langt fra altid. Fiskeatlassets erfaringer viser da også, at de de fleste fiskearter er aktive under isen midt om vinteren. Blandt de arter der kan gå i dvale er karussen, men det er en af de få arter, der kan klare sig helt uden ilt i en længere periode. De fleste andre fisk nedsætter blot aktivitetsniveauet. Når det så er sagt, er det rigtigt, at man kan skræmme fiskene til døde ved at lave for meget postyr. Det ses undertiden i havedamme, hvis man tramper gentagne gange på isen, men mig bekendt er det ikke et problem i naturlige søer. Der ser i hvert tilfælde ikke ud til at være en sammenhæng mellem færdsel på isen og fiskedød. Hvorvidt det betaler sig at lave våger er dog en helt anden ting. Forsøg fra 1970’erne viste, at våger kun havde en hel lokal effekt. Skal det hjælpe, bør man tilslutte en eller anden form for pumpe, evt. en kompressor, der ilter eller skaber noget omrøring. I de søer, hvor undertegnede har observeret forskellige effektive tiltag for at forbedre iltforholdene, er der i hvert tilfælde ikke registreret vinterdød – selv ikke i vande, hvor man ville forvente fiskedød. Fiskedøden i Gentofte Sø kunne med andre ord sandsynligvis have været undgået, hvis der var opsat en række pumper tidligt på vinteren, mens våger alene næppe ville have gjort en forskel.
Det er også en udbredt misforståelse, at fiskedød kun indtræffer i søer, der ikke er i balance, og at det er sundt for søen, at få ”ryddet op” en gang imellem. Fiskedød forekommer nemlig i næsten alle typer af lavvandede søer – også i søer med en god vandkvalitet. Faktisk er de meget grødefyldte søer (som Gentofte Sø) i speciel risiko for at opleve iltsvind, for grøden bruger store mængder af ilt, når den nedbrydes. Udsætning af karper (eller andre fisk) har derfor ikke nogen indflydelse på risikoen for at Gentofte Sø igen bliver ramt af fiskedød. Den gør den højst sandsynligt, da den har været ramt flere gange tidligere – også perioden uden en karpebestand. Spørgsmålet er blot, om der er vilje til at forhindre det ved at opsætte pumper.
At fiskedød ikke nødvendigvis er godt for vandmiljøet er set flere gange af undertegnede i tidens løb. Meget ofte er det nemlig rovfisk som gedder og ål, der er hårdt ramt af vinterdød (i Gentofte blev der fundet mange hundrede af døde ål, mens gedderne i denne omgang gik mere eller mindre fri). Efterfølgende har fredfiskene næsten frit spil. Et godt eksempel er Gyngemosen ved Gladsaxe, som frem til isvinteren 1995-96 var klarvandet og grødefuld. Mosen blev hårdt ramt og ændrede karakter. Fredfiskene fisk overtaget og grøden forsvandt fuldstændig. Fiskedøden kan dog også være positiv for vandkvaliteten. Ofte er søerne meget klarvandede året efter en fiskedød, men effekten fortager sig normalt i løbet af et års tid, da den manglende konkurrence resulterer i meget store årgange af fredfisk (typisk skaller).
Endelig er jeg stærk modstander af den holdning til karper, som flere gange har været luftet i debatten i løbet af vinteren. Karpens modstandere får det nærmest til at lyde som om karper og et godt vandmiljø er to uforenelige størrelser. Intet ligger længere fra sandheden. Lad os nu lige huske, at Gentofte Sø, som er en af de reneste søer i Københavnsområdet, har haft en fin karpebestand i mange år til stor glæde for områdets lystfiskere. Det er helt rigtigt, at karper KAN have en synlig negativ effekt på vandmiljøet, men det samme kan siges om de fleste karpefiskearter – det handler blot om mængden af fisk. Faktisk viser Fiskeatlassets undersøgelser, at det ofte er andre karpefisk, der er de mest talrige, selv om karperne ved første øjekast er lettest at få øje på, da de ofte opholder sig i overfladen. I forbindelse med Fiskeatlassets undersøgelser er der fundet adskillige eksempler på vande uden karper, hvor det var tætte bestande af hhv. karusser, sølvkarusser, skaller, rudskaller, rimter, brasener og græskarper, der var ”skyld” i den dårlige vandkvalitet. De værste syndere er brasenerne, der fx ophvirvler dobbelt så meget sediment som karperne. Brasenbestanden i Gentofte Sø var, som de fleste brugere af søen ved, mangedoblet i løbet af de seneste 10 år, og stimerne kunne ofte ses på lang afstand, da de ofte havde opmudret store områder af søen. Det problem er sandsynligvis løst for en årrække, for brasenerne i søen er mindst lige så hårdt ramt af isvinteren som karperne.
At give fiskene skylden for den dårlige vandkvalitet er måske i det hele taget også at gå for langt. Man bør ikke se bort fra, at den dårlige vandkvalitet i de fleste tilfælde som udgangspunkt skyldes flere hundrede års menneskelig forurening med næringssalte. At det kan forrykke konkurrencen til fordel for de mest hårdføre karpefisk, bør ikke komme som en overraskelse. Fiskebestandene indretter sig nemlig blot efter de vilkår, vi stikker ud.
For lige at vende tilbage til karperne. Det er rigtigt, at de giver problemer nogle steder – også i Danmark. Fælles for næsten alle studier af karpernes ødelæggende effekt på vegetationen/vandkvaliteten er dog, at der er tale om meget store tætheder af karper – ofte helt op til 500-1.000 kg/ha. I det eneste egentlige danske forsøg af den type blev det konkluderet, at den nedre grænse for en negativ miljøpåvirkning er 150-250 kg/ha, og man som regel vil opleve en reduceret sigtdybde ved tætheder på 400-500 kg/ha. I alle tilfælde er der tale om tætheder, der ligger langt over hvad man finder i hovedparten af de danske søer (også i Gentofte Sø), og så høje tætheder vil normalt kun forekomme i småsøer, hvor karperne er i stand til at yngle. Karperne har dog aldrig ynglet i Gentofte Sø, og der er ikke noget, der tyder på, at det vil ske i fremtiden. Det er nemlig tilsyneladende ikke temperaturen, der er den største barriere for karpernes ynglesucces, men konkurrence fra andre fiskearter.
Også angrebet på selve karpefiskeriet finder jeg uunderbygget. Alle, der kender til Gentofte Sø, ved godt, at en stor del af karpefiskeriet foregår som såkaldt ”dappefiskeri”, hvor der ikke forfodres. Brugerne af søen ved også godt, at voldsom forfodring kun har negative effekter – man tiltrækker nemlig store mængder af generende fugle (især blishøns). Jeg ved godt, at der ikke foreligger tal, men på baggrund af hundredvis af ture til søen er det min klare overbevisning at mængden af fuglefoder, der tilføres søen er 50-100 gange så stor, som hvad der tilføres som forfodring under fiskeri. Tænk blot på de store mængder af foder, der er hældt ud til fuglene i løbet af den forgangne vinter. Fuglene fodres desuden ved søen hele året, mens karpefiskeriet (og fiskeri i det hele taget) er begrænset til de varmeste måneder.
Jeg ser derfor slet ingen problemer i at der udsættes nye karper, hvis det er, hvad brugerne af søen måtte ønske. Man skal blot sikre sig, at der ikke udsættes så mange karper, at de overstiger de anbefalede mængder i takt med, at de vokser. I Gentofte Sø vil et par hundrede sættefisk sandsynligvis være passende, for man må formode at højst halvdelen overlever til en størrelse, hvor de er i sikkerhed for rovfisk og fugle.
Et andet syn på fiskedøden i Gentofte Sø
Af: Thomas Vikstrøm
Undertegnede udtalte den 11. februar til Villabyerne at der næppe ville blive megen fiskedød i Gentofte Sø efter denne vinter samt at kommunen ikke burde lave våger i søens is til fiskene. Imidlertid mødte der efter bortsmeltningen af isen den besøgende ved søen et sørgeligt syn i form af store mængder af døde fisk, og op til påske måtte kommunen køre hele 1,5 tons døde fisk til Vestforbrænding, vægtmæssigt hovedsagelig karper. På den baggrund har de ovennævnte synspunkter forståeligt nok givet anledning til en del reaktioner. Synspunkterne, hvoraf i hvert fald det første åbenlyst ikke holdt vand, byggede imidlertid på følgende tre kendsgerninger:
* Efter alle isvintre siden 1966 har der kun én gang tidligere været konstateret omfattende fiskedød i søen, nemlig efter vinteren 1978-79 – som var langt hårdere og meget længere end vinteren 2009-10
* I isvinteren 1978-79 lavede kommunen netop et antal våger i søens is af hensyn til fiskene
* Efter isens bortsmeltning fra søen i foråret 1979 måtte kommunen fjerne 3 tons døde fisk fra søen
Det var dengang den almindelige opfattelse at den omfattende fiskedød i 1979 netop skyldtes at de kunstige våger havde vækket størstedelen af søens fisk, heriblandt et stort antal store karper, af deres vinterdvale i søbunden. Hvorefter fiskene alligevel ikke kunne få ilt nok og derfor døde i stimevis mens de næsten bogstaveligt talt stod som sild i tønder i vågerne og pattede i overfladen, som man siger. Det må derfor betragtes som tvivlsomt om man kunne have hjulpet fiskene denne gang ved at gentage nummeret med kunstige våger i søens is.
Der er i den forbindelse grund til at påpege et helt andet og alt for ofte overset for problem for søens miljø, nemlig den udsatte bestand af karper. Det er velkendt blandt ferskvandsbiologer at karper – tillige med visse former for karpefiskeri – generelt udgør et stort problem for vandkvaliteten i danske søer. Det vender vi tilbage til om lidt. Først skal det nemlig her påpeges at det med stor sandsynlighed er de mange store karpers iltforbrug både i 1979 og i år der har været en kraftigt medvirkende årsag til fiskedøden i søen. Som bekendt er Gentofte Sø særdeles lavvandet og kan derfor hurtigt bundfryse helt eller delvis, hvilket en større andel af en naturlig fiskebestand sandsynligvis kan overleve end en fiskebestand der er kunstigt suppleret med et ikke ringe antal meget store fisk som dels forbruger meget mere ilt end søens naturlige fiskebestand, dels er helt fremmede for søens økologi. Her er vi tilbage ved ét af flere generelle problemer ved karpeudsætning; det forholder sig nemlig sådan at:
* Karpen ikke lever naturligt i Europa; den er indført fra Centralasien og har i øvrigt svært ved at formere sig i den danske natur
* Karpens ædeadfærd roder søbunden op og medvirker derved til at vandet bliver uklart så der bliver mindre sollys tilgængeligt for søens vandplanter og dermed ilt for økosystemet
* Karper har en tendens for at æde spæde vandplanter og kan derved udrydde bestande af sjældne og truede vandplanter. Netop Gentofte Sø er kendt for at rumme bestande af vandplanter er der er enestående på landsplan (det var derfor at Dansk Botanisk Forening for nogle år siden klagede til Naturklagenævnet over planer om at oprense nogle af søens vandplanter)
* Karpefiskeri desværre alt for ofte går ud på at tilføre sømiljøet overflødige næringsstoffer – ifølge karpefiskerne selv ofte 1 kg foder (fx duemøg) pr. fisker pr. fisketur – som ikke fjernes fra sømiljøet igen da karpen udsættes igen efter fangst
Ovenstående kan man bl.a. orientere sig om i Skov- og Naturstyrelsens rapport "Karpers indvirkning på det omgivende miljø". Og nu vi er ved litteraturen, skal opmærksomheden henledes på at det daværende Københavns Amts regionplan 1997 udtrykkeligt fastslog at der ikke måtte ske udsætning af karper i Gentofte Sø – netop af hensyn til vandmiljøet. I de efterfølgende regionplaner er denne bestemmelse ikke medtaget, men det skyldes ikke at amtets ferskvandsbiologer havde ændret holdning, men at politikerne havde bestemt at regionplanerne nu ikke måtte indskrænke det kommunale råderum med alt for præcise bestemmelser…. I øvrigt oplyser Miljøministeriet på forespørgsel at en evt. genudsætning af karper i Gentofte Sø under alle omstændigheder kræver en tilladelse i henhold til habitatdirektivet, eftersom søen er udpeget som habitatområde bl.a. netop pga. sit unikke vandplante-samfund.
Nu vi er ved det kommunale råderum, så tyder meget således på at Gentofte Kommune ikke fortjener kritik for at have undladt at lave våger i isen, men tværtimod stor ros for prompte at have fjernet mængderne af døde fisk kort efter isens bortsmeltning fra søen. Herved forebyggede kommunen såvel lugtgener som et meget stort iltforbrug i søen som ville have fundet sted hvis de døde fisk skulle have været nedbrudt på naturlig vis.
Alt i alt kan den bedste måde at forebygge fremtidige fiskedødshændelser i Gentofte Sø med stor sandsynlighed være at overholde amtets regionplanbestemmelse fra 1997 – som vel at mærke blev formuleret til gavn for sømiljøet generelt: Undlad udsætning af karper!
Thomas Vikstrøm, Dansk Ornitologisk Forenings caretaker for Gentofte Sø
ve@mail.tele.dk, 2970 0224
Log ind som bruger på Fiske Avisen og deltag selv i debatten.
